De danske virksomheder varslede i februar måned i år langt færre fyringer sammenlignet med samme måned året før. Samme periode viser også svag stigning i antallet af jobopslag. Det lave antal fyringer kombineret med et større udbud af jobs giver en cocktail, der vidner om optimisme på arbejdsmarkedet.
Det mener chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted, som har foretaget analysen på baggrund af tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
– Det værste pres er taget af, når vi taler fyringer. Det er et relativt lavt niveau, og det har været billedet et stykke tid. Det sidste halvandet år har der været en faldende tendens, siger Erik Bjørsted.
Historisk lavt
I 2014 indberettede virksomhederne, at de havde planer om at afskedige 900 ansatte, mens tallet var 1.349 året før.
– I et historisk perspektiv, er det ikke et unormalt højt niveau, siger Erik Bjørsted.
Han mener, at tallet er så langt nede, at vi nærmer os et naturligt leje for antallet af fyringer.
– Man skal huske på, at der hele tiden fyres medarbejdere, uanset om det går godt eller dårligt.
Læs også: Sådan slår du arbejdsløshedskøen
Flere jobopslag
Udover at de store virksomheder varsler et historisk lavt antal fyringer, melder analysen også godt nyt på jobfronten: Der er muligvis flere jobs på vej.
– Det har tidligere knebet lidt med jobskabelsen, men der er visse tegn på, at der er ved at komme lidt mere fart på arbejdsmarkedet – selvom det går en lille smule langsomt, siger Erik Bjørsted.
Han forklarer, at der siden august 2013 har været et stigende antal nye jobopslag på jobsøgningssitet Jobindex, om end stigningen ikke har været særlig markant.
Læs også: Mænd dør af arbejdsløshed
Øget optimisme på arbejdsmarkedet
Ifølge Erik Bjørsted bør man være forsigtig med at tolke alt for meget på statistikker over varslede fyringer. Men når der samtidig også er forbedringer at spotte på jobfronten, tør chefanalytikeren godt lægge hovedet på blokken.
– Nu er der også begyndt at komme lidt mere gang i de nyopslåede stillinger, og det plejer at være en god indikation på, at den begynder at stige. For det betyder, at virksomhederne er begyndt at blive opmærksomme på, at der kan være et opsving på vej, siger han.
AE’s analyse, der kan hentes HER, er baseret på Arbejdsmarkedsstyrelsens statistikker. Tallene indberettes af en række af Danmarks store virksomheder, og de små virksomheder tæller derfor ikke med i statistikken.