Flere refleksveste skinner i mørket

De danske trafikanter bliver mere synlige, og trafikken bliver mere sikker – Refleksvestene vinder nemlig frem i gadebilledet

De danske trafikanter bliver mere synlige, og trafikken bliver mere sikker – Refleksvestene vinder nemlig frem i gadebilledet

De er måske ikke så fikse, men til gengæld kan de redde dig fra at blive kørt ihjel i trafikken. Og der er kommet flere og flere refleksveste i det danske landskab, både blandt cyklister, løbere og fodgængere.

»Inden for de seneste år er der sket en meget stor stigning i både salget og opmærksomheden omkring vestene,« siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Fremgangen skyldes for en stor del, at det i løbet af de seneste år er blevet lovpligtigt at have en refleksvest i bilen i mange EU-lande. Derfor er produktionen af vestene blevet skruet i vejret, og de produceres billigt og i meget stort antal. Det medfører også, ifølge Rådet for Sikker Trafik, at vestene langsomt er blevet mere og mere tilgængelige på det danske marked, i blandt andet supermarkeder.

»Også børneinstitutionerne er blevet rigtig gode til at benytte refleksvestene, når de er ude med børnene. Så folk kan genkende refleksvestene i gadebilledet,« siger Pernille Ehlers.

140 meters synlighed

Vesten er specielt vigtig at have på, for cyklister, der færdes hvor der er mørkt, for eksempel på en landevej.

»Vi opfordrer alle til at tænke over synlighed i trafikken, men vesten er klart vigtigst ude på landevejene, hvor der bliver meget mørkt. Den gør nemlig, at du kan ses op til 140 meter væk, og så får bilisterne tid til at reagere og bremse, inden der sker en ulykke,« siger Pernille Ehlers.

Men vesten er også god at have på i byområderne, specielt hvis det er mørkt og det regner, så bilisterne kan have svært ved at have ordentligt udsyn. Men Pernille Ehlers er godt klar over, at mange fravælger refleksvesten, da den ikke er den mest moderigtige beklædningsgenstand:

»Hvis man nu ikke vil tage sådan én på, så kan man sætte refleksbånd om benene. Det er også rigtig godt, for de bevæger sig jo, så bilisterne ikke overser en,« siger hun.

Læs også:

Cykelkampagne skal give glade medarbejdere

Skolelederne: Forældre årsag til dårlige børnetrafikanter