Kilde: AE på baggrund af Danmark Statistik
Note: Et minus foran et tal betyder, at der er flyttet flere beskæftigede fra kommunen, end der er flyttet til.
Folk i job flytter til storbyerne, mens ledige flytter på landet. Eller ‘Udkantsdanmark’, som det kaldes i folkemunde.
Sådan lyder konklusionen i en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE), som har undersøgt danskernes flyttemønster i en periode fra 1990-2015. Det har ikke kun stor betydning for udkantsområderne at flyttemønstrene ser sådan ud.
-Udviklingen er med til at polarisere og dele Danmark mellem vækstområder og udkantsområder. Det er et problem som både berører kommunerne og vores samfund som helhed, skriver Jonas Schytz Juul, som er analysechef hos Arbejdernes Erhvervsråd, i analysen af danskernes flyttemønster.
Nogle flytter væk og andre flytter måske til
På Sjælland er det folk i job, som har efterladt Vestsjælland og Lolland-Falster til fordel for kommunerne omkring hovedstadsområdet. Folk uden job har derimod flyttet fra hovedstadsområdet. I dele af Vest- og Sønderjylland er dem i job flyttet mod den østlige del af Jylland og ingen er flyttet til.
-Det er et kedeligt billede, som tegner sig for nogle kommuner, hvilket påvirker de pågældende kommuners mulighed for at yde en god service til deres borgere, siger Steffen Damsgaard, som er formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Læs også: Region Sjælland er hård ramt af tvangsauktioner
Hvad kan man gøre ved det?
For at ændre flyttemønsteret, skal man gøre det attraktivt for borgerne at bo i udkantsområderne. Dette kan gøres på flere måder, mener formanden.
-Kommunerne skal have økonomisk mulighed for at kunne tilbyde en god borgerservice såsom skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Her er yderkommunerne presset i forhold til bykommunerne, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:
– Der behov for at sætte fokus på små- og mellemstore virksomheder – ikke mindst i områder, der ligger udenfor de største vækstcentre, siger Damsgaard, med henvisning til de små- og mellemstore virksomheders afgørende betydning for både ydrekommunernes og hele Danmarks vækst, velfærd og beskæftigelse.
Arbejdspladser ude i landet
Fra regeringens side er der også taget initiativ til at etablere arbejdspladser rundt omkring i landet
– I en ny udflytningsrunde vil regeringen igen etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets åbningstale d. 3. oktober.
Etableringen af arbejdspladserne kan være med til at ændre flyttemønsteret over næste 25 år. Hvor disse tusinde arbejdspladser skal etableres, ved man først, når udspillet bliver præsenteret til december.
Læs også: Eksperter: “Udkantsdanmark” er nedsættende
Kilde: AE på baggrund af Danmark Statistik
Note: Et minus foran et tal betyder, at der er flyttet flere ikke-beskæftigede fra kommunen, end der er flyttet til.