I Gentofte Kommune har man skabt en velfungerende byttecentral bestående af fem bogskabe placeret forskellige steder i bybilledet. Her kan borgere kvit og frit kan tage en bog med hjem og samtidig aflevere bøger, de ikke længere har brug for.
Her finder du Bogbørsen
-
I Ordrup – Ordrup Park ved Morescovej og Ordupvej
-
I Jægersborg – På Ibstrup Torv for enden af Jægersborg Allé
-
I Hellerup – På det grønne område mellem Ahlmanns Allé og Duntzfelts Allé
-
I Vangede – Ved Dan Turèlls Plads
-
I Dyssegård – Ved Dyssegårdsskolen
Kilde: Gentofte.dk
Projektet hedder ‘Bogbørsen’. Bytte-konceptet er i kommunens øjne en succes, og derfor vil den stille tre nye bogskabe op. Det ene nye bogskab skal stå på Gentoftegade tæt ved Gentoftegade bibliotek. Forhandlingerne om placeringen af de to andre bogskabe er stadig i gang.
Gentofte Kommune forklarer, at bogskabene er blevet meget populære blandt borgerne. Derfor er det vigtigt at passe godt på dem. Det ansvar ligger hos cirka 20 frivillige, som sørger for at pleje samlingerne. Størstedelen af cirkulationen i udvalget af bøger foregår ved, at borgere afleverer deres brugte bøger til biblioteket, som de frivillige efterfølgende sætter ud i bogskabene.
Et koncept om cirkulation og bæredygtigt design
Det er billedkunstner Signe Guttormsen og arkitekt Steen Palsbøll, som står bag Bogbørsens design og koncept. Tanken med Bogbørsen var, ifølge Signe Guttormsen, at skabe et sted, hvor der kunne opstå noget socialt i byrummet. Cirkulationsprocessen kaldes også “BooksCrossing”, et fænomen særligt populært i Japan og USA, der er baseret på idéen om at lægge en bog et offentligt sted, så den kan blive fundet og læst af andre, som derefter lægger den ud i offentligheden igen.
– Det er både det sociale møde og det udvekslingspotentiale, der er i at kunne samles om litteratur. Og det er fint, når man finder en hilsen i bøger eller man kan se, at andre har ejet en bog. Der ligger også noget historiefortælling dér, siger Signe Guttormsen.
Bæredygtighed var også en vigtig faktor at få inkorporeret i designet.
– Tanken var at få hele genbrugstanken ind i designet. Bogbørsen kører med solceller, så de lys som oplyser om aftenen, det er energi lavet fra solcellerne. Så der ligger også et genbrugsaspekt i det, siger hun.
“Jeg bliver altid rørt af at have læst en bog”
En fast besøgende hos Bogbørsen i Vangede er Brigitte Haslund Løvenbalk. Hun bor i Næstved, men tager tit forbi bogskabet for at undersøge udvalget af brugte bøger.
– Min datter bor i Vangede lige ved siden af Dan Turrels Plads. Der står nemlig et bogskab dér. Så hver gang jeg besøger hende, så kan jeg simpelthen ikke lade være. Jeg skal ned og kigge i bogskabet. Det er en magnet, siger Brigitte Haslund Løvenbalk.
Læs også: Overblik: Her koster det mest at glemme at aflevere sine bøger
Brugte bøger og antikvariske fund er Brigitte Haslund Løvenbalks store interesse, og hun synes, at netop bogskabene er geniale på grund af deres tilgængelighed og placering midt i bybilledet.
– Det er dét, jeg synes, der er så dejligt vedkommende. Det stimulerer og opfordrer folk til at læse mere, fordi du skal ikke gå hen et sted og opsøge det. Det kommer naturligt, når du bevæger dig rundt på gaderne. Det er dét jeg synes, der er så smart ved det her, siger Brigitte Haslund Løvenbalk.
Brigitte Haslund Løvenbalk har fundet ting i bogskabene, som man ellers ikke kan få en i boghandel, fordi de er udgået og kun findes i brugt version.
Nogle gange går jeg hjem og slår bogen op og finder ud af, at man kan ikke få den nogen steder. Så det er et unika, jeg har fundet i bogskabet, siger Brigitte Haslund Løvenbalk
Glæden ved at give gode læseoplevelser videre
I følge Brigitte Haslund Løvenbalk er en stor del af fornøjelsen ved at besøge Bogbørsen også spændingen i at følge med i, hvilke af de værker hun selv har lagt i bogskabet, der bliver taget af andre borgere.
– Jeg har været nede med utallige poser med bøger, og når jeg så kommer igen, så skal jeg altid ned og tjekke, om folk har taget det, jeg har sat. Det synes jeg er superspændende også bliver jeg glad, når jeg kan se, at der stort set ikke er noget tilbage. Det er fantastisk, at det var et hit!, siger hun.
Sådan gjorde vi: Journalisten besøgte Gentofte Kommune for at tage billeder til artiklen. Her stødte journalisten på Bogbørsen i Hellerup, hvor bogskabet var fyldt med litteratur. Journalisten lavede derefter et Facebook-opslag om Bogbørsen i Gentofte og fandt ud af, at mange borgere var utrolig glade for konceptet. Derefter foretog journalisten telefoniske interviews af afdelingslederen for bibliotekerne i Gentofte Kommune, billedkunstneren, som havde været med til at udvikle designet samt flere borgere, der benyttede sig af bogskabene.