Forurening kan spænde ben for husejere

38.500 grunde i Danmark er ifølge Miljøstyrelsen registreret med forurening.

En rapport, fra Danske Regioner, viser, at der i 2022 var registreret 19.169 muligt forurenede grunde og 20.531 forurenede grunde på tværs af regionerne. Forurening kan være fund af blandt andet olie, kemikalier eller tungmetaller i koncentrerede mængder på et areal.

En af de 20.531 forurenede grunde er Gutfeldtsvej 1B i Hørsholm, som vi tidligere har skrevet om på Netavisen. Grunden har fået konstateret olieforurening. Forureningen stammer fra nabogrunden, som er en tidligere kommunalt ejet grund.

Derfor sagsøger ejerne af Gutfeldtsvej 1B Hørsholm Kommune, og retten skal nu vurdere, hvor ansvaret ligger.

Læs også: Borgere sagsøger Hørsholm Kommune i sag om olieforurening

Det er mere, hvis den ikke er belyst, altså hvis det er helt nyt, at man bliver opmærksom på forurening, så kan det få nogle til at trække følehornene til sig.
Rasmus Kirkeby, køberrådgiver og indehaver af Boligmatch.

Som potentiel køber af en ejendom og køberrådgiver, kan man, ifølge køberrådgiver og indehaver af Boligmatch, udnytte en registreret forurening.

– Hvis jeg nu var køberrådgiver for dig, der skulle købe en ejendom, og jeg vidste, vi var de eneste interesserede i ejendommen, og der i øvrigt var en forurening, så kan det da godt være, at jeg ville bruge den taktisk til at forhandle vilkår. Jeg oplever dog ikke, at jordforurening er noget, mine købere lægger vægt på, siger Rasmus Kirkeby, der er køberrådgiver og indehaver af Boligmatch.

Selvom forurening umiddelbart kan få alarmklokkerne til at ringe hos både købere og sælgere, er det ikke altid, at det påvirker ejendommens værdi.

– Hvis kreditforeningen har sagt ok til prissætningen, og ejendommen i øvrigt er attraktiv, så kan jeg ikke se, at forureningen har en direkte indvirkning. Det er mere, hvis den ikke er belyst, altså hvis det er helt nyt, at man bliver opmærksom på forurening, så kan det få nogle til at trække følehornene til sig, siger Rasmus Kirkeby.

Det er derfor først alarmende, når der bliver registreret ny forurening på en ejendom. Så man skal, ifølge Rasmus Kirkeby, ikke være bekymrede for at købe eller sælge en ejendom, hvor der i forvejen er registreret forurening.

Forurenede grunde i Danmark

I 2022 var der 39.700 grunde registreret med forurening.

  • 19.169 lokaliteter er kortlagt på vidensniveau 1: kendskab til aktiviteter, der kan have forårsaget jordforurening på grunden.
  • 20.531 lokaliteter er helt eller delvist kortlagt på vidensniveau 2: der er konstateret jordforurening på grunden.

Kilde: Danske Regioner

Skal husejere være bekymret?

Ifølge Danske Regioner har ejere af en bolig, hvor enten grunden er muligt forurenet eller nabogrunden er forurenet, krav på at få foretaget en undersøgelse inden for 1 år. Undersøgelsen vil blive foretaget af regionen.

Her vurderes det, om forureningen er sundhedsskadelig eller ej.

Hvis man køber en grund, hvor der er registreret forurening, og man ikke er klar over det, kan man søge hjælp hos regionerne og staten.

– Formålet med ordningen er, at forurenede boliggrunde kan sælges og belånes på rimelige vilkår, skriver Danske Regioner.

Ordningen sørger for, at grunden bliver undersøgt og kortlagt. Størstedelen af udgifterne i forbindelse med undersøgelsen og eventuelt oprensning kommer fra staten.

Der er derfor hjælp at søge, men selv om meningen med ordningen er, at forureningen ikke skal gå ud over salg og køb af en grund, så kan det, ifølge Rasmus Kirkeby, ikke helt undgås, hvis forureningen ikke i forvejen er kontrolleret.

– Det er klart, hvis køber af en ejendom overtager et forhold, hvor der skal gøres en aktiv indsats for at fjerne jordforurening, så gør det selvfølgelig noget ved ejendommen priser, men hvis det er en grund, hvor jordforureningen er kontrolleret, så har det ikke den store betydning for hverken køb eller salg, siger Rasmus Kirkeby.

Læs også: Sure Lauritz.com-kunder kontakter fortsat Auktionshuset i Hørsholm

Nyfunden olieforurening på grund kan medføre værdiforringelse

Ejerne af Gutfeldtsvej 1B købte ejendommen i 2004 for 4.000.000 kroner, og ejendommen er nu foreløbigt vurderet til 10.510.000 kroner. 15 år efter købet, i 2019, blev der registreret olieforurening på grunden. I dette tilfælde er det et nyt fund af olieforurening, som bekymrer ejerne, da det kan føre til en værdiforringelse af deres ejendom.

Ifølge en jordforureningsattest for grunden, som vi har fået udleveret af Region Hovedstaden, er der ingen helbredsmæssige risici ved olieforureningen.

Selv hvis der ikke er noget at frygte rent helbredsmæssigt, så kan der, ifølge professor i miljøkemi ved Københavns Universitet, Hans Christian Bruun Hansen, være god grund til, at man som grundejer er bekymret, når ens grund er registreret med jordforurening.

– Olieforurening i jord er normalt en mindre problematisk form for forurening, fordi olien kan nedbrydes eller bortgraves, og dermed fjernes. Så der er andre former for jordforurening, som er værre. Men det er klart, at olieforurening kan få en stor betydning for grundens værdi – og dermed salgsprisen, siger Hans Christian Bruun Hansen.

Sagen blev afgjort i Helsingør Byret torsdag den 16. november. Dommen er endnu ikke offentliggjort. Læs mere om sagen her.

Sådan gjorde vi: På Danske Regioners hjemmeside fandt vi frem til, at 39.700 grunde er registreret med forurening. Derefter blev der lavet telefoninterviews med både forsker i miljøkemi samt køberrådgiver og ejendomsmægler, for at få dem til at kommentere på jordforurenings betydning for ejendomsværdier. Derudover fandt vi frem til, hvordan man som husejer skal forholde sig til forurening.