I en boligblok i Høje-Taastrup ringer det på døren. Hunden Baloo begynder straks at gø, mens pensionerede Sabine Larsen åbner døren til sin et-værelses lejlighed. En mand fra boligforeningen giver hende et brev. “Dig og hundi skal flytte,” siger han. Sabine tager brevet, og i chok smækker hun døren i hovedet på manden. I brevet står der, at hendes bolig skal laves om til en ungdomsbolig. Straks melder usikkerheden sig.
Som led i ‘ghettoplanen’ skal beboere som Sabine Larsen i Gadehavegård flyttes, og det er især de mest udsatte borgere, som Ghettoplanen rammer hårdest, forklarer Kristian Nagel Delica, der er lektor i Rum, Sted, Mobilitet og By på Roskilde Universitet.
Læs også: Forsker: Ghettoplans sprogtest kan stigmatisere børn
– Tvangsflytning skaber jo enorm usikkerhed på rigtig mange planer, og det er ofte folk, som ikke nødvendigvis har særlig mange ressourcer. De kan føle sig ekstra presset i de her sammenhænge, siger Kristian Delica og fortsætter,
– Man bliver sat under pres. Fordi når man flytter til et sted, man ikke selv har valgt, så er det jo en proces, der starter forfra.
Min tryghed er taget fra mig. Lige nu ved jeg ikke, hvor jeg står. Jeg ved ikke, hvad min fremtid er.
Sabine Larsen
Tvangsflytning presser beboer
60-årige Sabine Larsen er en af de beboer, der er bekymret for tvangsflytningen. Hun bor i Gadehavegård i Høje-Taastrup, som tidligere har været defineret som en ‘ghetto’, men blev slettet fra listen i december 2020. Dette har dog ikke ændret på det faktum, at flere boliger skal rives ned eller ommærkes til fx ungdomsboliger.
Frem mod 2030 skal der ske følgende i Gadehavegård:
- 105 boliger ommærkes.
- 75 boliger skal sælges.
- 231 nye boliger bygges.
- 260 skal nedrives.
- 100 etværelses lejligheder skal sammenlægges.
Kilde: Gadehavegaard.dk
– Min tryghed er taget fra mig. Lige nu ved jeg ikke, hvor jeg står. Jeg ved ikke, hvad min fremtid er, siger hun og kigger på de utallige breve om udflytning, der ligger på bordet foran hende.
Læs også: Ekspert: Derfor slår ghetto-indsatsen fejl
Gennem de seneste 11 år har hun opbygget et netværk i boligblokken, og nu frygter hun de forandringer tvangsflytningen vil medføre.
– Man skal have en helt ny omgangskreds. Og jeg har ingen familie. De bor alle i USA. Så jeg skal lære nogle helt nye mennesker at kende, siger hun.
Hele situationen med tvangsflytningen presser Sabine Larsen. Det lægger et yderligere pres på hende, at hun ikke ved præcist, hvornår hun skal flytte.
– Jeg kan simpelthen ikke have det mere. Man bruger meget tid på at spekulere på det. Hvornår er det? Hvornår er det? Hvornår er det?, siger Sabine Larsen.
Borgerforening er bundet af loven
Sabine Larsen er ikke alene om sin bekymring. Formand for afdelingsbestyrelsen i Gadehavegaard, Ibrahim El-Khatib (R), oplever også en bekymring hos flere beboere.
– Jeg deler forskerens og beboernes bekymringer, fordi jeg har selv hørt flere, der siger: ‘Jeg har boet her i rigtig mange år. Vi kender alle, som bor her. Og lige pludselig skal jeg flytte et andet sted hen’. Men problemet er, at vi har en lovgivning, vi skal følge, siger Ibrahim El-Khatib (R), der også er byrådskandidat i Høje-Taastrup til kommunalvalget 2021.
Kommunen og boligselskabet skal ifølge loven begrænse andelen af almene familieboliger i ‘ghetto’-områder til maksimum 40% inden 2030.
Sådan gjorde jeg: I en voxpop i Høje-Taastrup mødte jeg Sabine Larsen, der gav mig ideen til artiklen. På eget initiativ har jeg kontaktet forskeren og formanden for afdelingsbestyrelsen.