Godt nyt til de trætte danskere

 To norske kræftforskere har haft et gennembrud i deres søgen efter en kur mod det udbredte fænomen kronisk træthedssyndrom som ellers har stået helt uden videnskabelig årsagsforklaring eller kur. Undersøgelserne, der er offentliggjort i PLoS One, viste, at en bestemt type kræftmedicin kunne afhjælpe symptomerne for visse patienter. Undersøgelsen ledtes af professor Olav Mella og Dr. med. Øystein Fluge.

 

De to forskere har nu indgået kontrakt med det norske Kavlifondet, der vil støtte foretagendet med midler til laboratorieforskning, der gerne skulle belyse potentialet i den nye opdagelse.

 

Dette kan være det gennembrud, der vil få stor betydning for de mange danskere, der er ramt af symptomerne. ”De ramte mennesker er utroligt plagede og ude af stand til at føre en normal hverdag i masser af tilfælde”, siger Bodil Norrild fra Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet. Hun påpeger desuden at sygdommen ofte ses i familier, og at det derfor kan være en genetisk nedarvet sygdom.

 

Undersøgelsen skulle teste 30 personer, der led af kronisk træthedssyndrom. Halvdelen fik to doser Rituximab, en bestemt type kræftmedicin, der dræber hvide blodlegemer, hvorimod den anden halvdel fik falsk behandling (placebo).

 

67 procent af de patienter, der fik den rigtige medicin oplevede forbedringer i deres træthedsniveau. Kun 13 procent af patienterne, der modtog den falske behandling, oplevede forbedring. Øystein Fluge tilføjer: "To patienter oplevede helt at slippe af med deres symptomer. Deres liv har ændret sig radikalt". 

 

Undersøgelsen baseres på teorien om, at en bestemt type hvide blodceller, B lymphocytes, producerer et antistof, der angriber kroppen.

 

Kræftmedicinen udraderer lymphocytterne således, at immunforsvaret i visse tilfælde genstartes, og patienten oplever bedring. I andre tilfælde oplever patienten desværre at symptomerne vender tilbage, når flere B lymphocytter skabes.

 

Sygdommen er relativt udbredt herhjemme, hvor cirka hver tiende dansker er ramt af symptomerne, der minder om influenza: muskel- og ledsmerter samt koncentrationsproblemer og intensiv træthed. Sygdommen varer fra 6 måneder op til flere år, og kan være stærkt invaliderende. 

 

4 Responses to "Godt nyt til de trætte danskere"