Hverken dårligt vejr, frost eller slud får de danske cykelister ned fra jernhesten, når de pendler frem og tilbage fra arbejde og studiet. Men der er en række råd, der kan gøre det nemmere at komme igennem den kommende vinterperiode.
Få gjort din cykel vinterklar – nu
Marc Davidsen, der er cykelmekaniker, oplever hvert år, hvordan folk kommer trækkende med deres cykler efter vintertiden og beklager sig over, at vinteren har beskadiget deres cykel.
”De kommer ind hvert år og siger, at deres gear ikke virker, fordi kablet sidder fast,” fortæller Marc Davidsen.
De mørke morgentimer med frost, sne og salt er mange cykelisters mareridt i vinterperioden. I den forbindelse er det en god ide at tjekke op på cyklen, om den er klar til vinteren.
”Det er generelt en rigtig god ide at få lavet en vinterservice, så hele cyklen bliver tjekket fra styr til baglygte” forklarer Marc Davidsen.
Han påpeger samtidigt, at hvis cyklen har udvendige gear, skal man være mere strikse med rådene, ”da cyklen er mere modtagelig for det skidt, snavs og salt, der ligger på cykelstierne. Det lægger sig på kæden, og så bliver cyklen hurtigere slidt”.
Salt er sandpapir for cyklen
Hvis du bruger din cykel hver dag gennem vinteren vil du være bedre sikret ved at følge ovenstående råd, da cyklen undgår at få frost i kablerne.
”Når frosten sætter sig i kablerne, så virker forbremsen ikke, og så står du på røven,” siger Marc Davidsen.
Marc Davidsen påpeger, at saltet er en af cyklens værste fjender i vintertiden:
”Saltet lægger sig på kæden og fungerer som sandpapir på tandhjulene. Det resulterer i, at de bliver slidt endnu hurtigere, og saltet går samtidig ind og ætser, hvis der bare er lidt rust på cyklen”.
Et af de vigtige råd er derfor, at vaske sin cykel i vintertiden når man har været ude og race.
Gode råd
Det er ifølge Marc Davidsen en række gode råd inden vinteren rigtig tager til:
– Få tjekket lygter
– Få tjekket dæk der kan klare vinteren, god ide med punkterfrie dæk
– Få sikret kabler
– Få smurt kæde, kabler og gear
– Stram kæden op
– Vask din cykel efter du har brugt den
Læs også: