Gravide i hjemmeplejen tvinges til passiv rygning

Social- og sundhedsassistenter, der venter barn, skal støvsuge og vaske op hos ældre rygere. Kræftens Bekæmpelse siger, at det er uacceptabelt.

Social- og sundhedsassistenter, der venter barn, skal støvsuge og vaske op hos ældre rygere. Kræftens Bekæmpelse siger, at det er uacceptabelt. Kommunerne siger, at de nuværende regler er gode nok.

Hver gang en gravid social- og sundhedsassistent er på hjemmebesøg hos ældre, der ryger, bliver hendes kommende barn udsat for cigaretrøgens mange skadelige stoffer. Og så hjælper det ikke noget, at den ældre har været så betænksom at lufte ud.

Som reglerne er i dag, skal de ældre, der ryger, lufte ud før hjemmeplejen kommer, og de må ikke ryge under besøget. Men det er ifølge Inge Haunstrup Clemmensen, der er projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser i Kræftens Bekæmpelse, uacceptabelt.

»Selvom man lufter ud, bliver mange af de giftige stoffer ved med at være i rummet. Og vi ved, at stofferne bliver overført fra mor til foster,« siger hun.

Inge Haunstrup Clemmensen mener ikke, at det er en formildende omstændighed, at social- og sundhedsassistenterne som regel kun er hos de ældre i under en halv time ad gangen.

»Ofte vil social- og sundhedshjælpere være fysisk aktive, altså de gør rent eller støvsuger, og så får man en forceret vejrtrækning, og man trækker også vejret dybere ned i lungerne. Og det gør altså, at man får en større dosis,« siger hun.

Tager ikke hensyn til gravide
På trods af, at der er rigtig meget fokus på både gravide og rygning, er der ingen regler, der tager specielle hensyn til gravide social- og sundhedsassistenter. Men det bør der være, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

»Vi bør have en lovgivning, der sikrer, at ingen gravide bliver udsat for tobaksforurenet luft. Og det ville indebære, at man som gravid ikke skal komme hos borgere, hvor der bliver røget indendørs,« siger hun.

SF’s sundhedsordfører, Jonas Dahl, vil i første omgang have kommunerne til at tage ansvar og sørge for, at gravide social- og sundhedsassistenter ikke tvinges til at tage hjem til rygere. Ellers vil han have lovgivningen strammet.

»Jeg kan ikke acceptere, hvis gravide tvinges til at gøre rent i rygerhjem, for vi ved, at det er skadeligt for fostret,« siger Jonas Dahl.

KL: Reglerne er velfungerende
Hos Kommunernes Landsforening, KL, mener man dog ikke, at det er et problem, at gravide i hjemmeplejen skal gøre rent i rygerhjem.

»Vi har ikke hørt, at det skulle være et problem, og vi mener, at der allerede er velfungerende regler på området. Der er en klar praksis, når man arbejder i private hjem. Man kan henstille til, at der ikke bliver røget, mens hjælperen er til stede,« siger Preben Meier Pedersen, der chefkonsulent i KL, hvor han arbejder med arbejdsmiljø.

Fagforeningen for social- og sundhedsassistenter, FOA, har ikke været opmærksom på problemet før nu. Men vil følge op på sagen og undersøge, hvor stort problemet er blandt de mange gravide medlemmer.

Læs også
Danmark kan være røgfrit i 2050
Ikke-rygere kan risikere at havne på rygerværelse