
Allerede inden hegnsstolperne til Gribskov naturnationalpark er banket i jorden, har debatten om hegnet i Gribskov Naturnationalpark trukket et skarpt skel op blandt Hillerøds lokale borgere og politikere.
På den ene side står Hillerøds Borgmester, Kirsten Jensen (S). Hun glæder sig til, at hegnet bliver opsat. I en skriftlig kommentar skriver hun, at
-Jeg glæder mig til Naturnationalparken i Gribskov. Det er et stort skridt for rigere natur i vores område. Jeg glæder mig til, at de store græssende dyr kommer. Hegnet passer på de græssende dyr, så de ikke græsser på markerne eller kommer til skade i trafikken, skriver Kirsten Jensen (S).
Læs også: Mystiske skud om natten: Er der krybskytter i Gribskov?
På størrelse med Glostrup
Naturstyrelsen har ikke ønsket at medvirke til interview eller give skriftlig kommentar. De henviser i stedet til deres hjemmeside og projektbeskrivelse af Gribskov Naturnationalpark.
Helt konkret er hegnet et skel mellem Gribskov og Gribskov naturnationalpark. Det skal sættes op, fordi der skal udsættes elge, stude (kastreret tyr red.) og krondyr i Naturnationalpark Gribskov.
I projektbeskrivelsen skriver Naturstyrelsen, at:
-Dyrene skal være med til at skabe en større grad af variation med flere lysninger, varierede overgangszoner mellem skov og lysåben natur, mere dødt ved (ved er træ red.). Der opsættes et robust hegn, som sikrer, at de udsatte dyr forbliver inden for de ca. 1.300 ha, skriver Naturstyrelsen
Det er jo ikke meningen, at fru Hansen skal have en elg stående i haven og gumle på hendes prydbuske
Oliver Haagen Zachrau, Nødebo
Skellet bliver et vildthegn af stål med træpæle. Det skal strække sig omtrent 20 km langt og 2,5 m op i luften. Det står på Planklagenævnets afgørelse om hegnet fra september 2025.
Samlet set, skal det indhegne et areal på 1300 hektar. Det svarer til størrelsen på Glostrup Kommune.
Hegn er en arrogant idé
Hegnet er ikke kun et fysisk skel mellem Gribskov og Naturnationalparken Gribskov. Den politiske grænse er også trukket hårdt op, og det er ikke alle, der deler borgmesterens begejstring. Byrådsmedlem i Hillerød Kommune Morten Bille (V) er skeptisk overfor Naturstyrelsens analyse af, at et hegn vil skabe bedre vilkår for naturen.
– Naturens biodiversitet har udviklet sig i Gribskov gennem århundreder, mens millioner af mennesker har færdedes der. Det er arrogant at påstå, at naturen pludselig kræver et 2,5 meter højt hegn for at fungere. Det er en fundamental fejlagtig idé, at det kræver store dyr og et hegn for at skabe varieret natur med vilde blomster og insekter, skriver Morten Bille (V) i en skriftlig kommentar.

Naturnationalpark Gribskov
- I 2020 indgik S-regeringen en aftale med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet om at skabe to naturnationalparker. En i Gribskov i Nordsjælland og en i Fussingø ved Randers.
- Naturnationalparken i Gribskov har været forsinket, fordi Hillerød og Gribskov Kommune ikke har ville give tilladelse til, at hegnet skulle opsættes. Hillerød Kommune gav den sidste tilladelse til, at hegnet kunne blive opsat i oktober 2025.
- En naturnationalpark er et sammenhængende naturområde uden skov og landbrugsproduktion, og med genoprettede naturlige vandforløb som moser og småsøer. Den bliver forvaltet med fokus på natur og biodiversitet og med henblik på, at naturen i området skal udvikle sig på egne præmisser.
- Inde i selve Naturnationalparken gælder de almindelige regler for færdsel i statsejet natur. Man må færdes til fods, på hest eller cykel overalt og døgnet rundt. Herudover vil stier og ruter lede dig rundt, og der er låger i hegnet.
- Naturnationalpark Gribskov er udpeget som Natura 2000-område. Det betyder, at det er beskyttet under EU. Natura 2000-områder skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.
Kilde: Naturstyrelsen og Naturstyrelsen.dk
Ingen elge i prydbuske
Mens debatten om hegn i Gribskov naturnationalpark deler lokalpolitikkerne, glæder borger Oliver Haagen Zachrau sig til, at pælene bliver banket i jorden. Han bor i Nødebo, og naturnationalparken kommer til at ligge et stenkast fra hans hus.
Han vil gerne fortælle den positive side af debatten.
-Dem, der syntes, at hegnet omkring Gribskov er en dårlig idé, er gode til at råbe højt. Det er helt i orden, for det er et stort projekt, som vækker følelser. Men vi er også mange, som glæder os enormt meget til, at hegnet står færdigt, og dyrene bliver sluppet løs. Vi råber bare sjældent lige så højt som de andre.
Gribskov og naturen betyder meget for ham. Han bruger skoven hver dag, og det er et frirum for ham. Han mener, at hegnet er en nødvendighed. Ifølge ham åbner hegnet naturen op. Den indskrænker ikke som kritikerne siger.
-Vi er nødt til at sætte et hegn for, at vi kan koncentrere os om det område, vi har udvalgt i skoven til naturnationalpark, så naturen får de bedste præmisser lige dér. Vi er nødt til at have et hegn, fordi vi er nødt til at have nogle dyr, der skaber dynamikken i naturen.
Oliver Haagen Zachrau kan godt forstå, at nogle bliver nervøse, når de hører ordet hegn. Men ifølge ham handler det om at give naturen en reel chance igen, og ikke om at lukke folk ude af skoven. Det kommer til at beskytte dyrene, og holde dem inde i deres eget område.
-Jeg tror, mange af os, der går op i naturen, egentlig godt kunne ønske os, at man kunne undvære hegn. Men i et land som Danmark, hvor næsten alt areal er brugt, og hvor vi bor så tæt, er hegning en nødvendighed. Ikke for at holde mennesker ude, men for at beskytte både dyrene og naboerne. Vi er nødt til at have et hegn, fordi vi er nødt til at have nogle dyr, der skaber dynamikken i naturen. Det er jo ikke meningen, at fru. Hansen skal have en elg stående i haven og gumle på hendes prydbuske, siger Oliver.
Selvom kriterierne frygter, at adgangen til skoven bliver begrænset deler Oliver ikke den bekymring. Ifølge ham er det en unødvendig frygt, der bliver pustet op politisk.
Og hegn er ikke noget nyt i Gribskov. Oliver pointerer, at der i forvejen er massere af dem i skoven, som man ikke lægger mærke til. Det nye hegn gør, at de gamle små skel bliver nedlagt, og derfor bliver Gribskov et mere sammenhængende skovområde.
Det er endnu ikke fastlagt præcist, hvornår hegnet i Gribskov Naturnationalpark skal opsættes. Men nu kan stolperne bankes i.

Sådan gjorde jeg
Jeg læste, at der kom en naturnationalpark i Gribskov, som havde udsat pga. manglede tilladelser fra Gribskov og Hillerød Kommune. Jeg fandt ud af, at der var en stor lokal debat om, et hegn der skulle opsættes i naturnationalparken. Det ville jeg gerne undersøge nærmere. Jeg kontaktede lokalpolitikkere for at høre, hvad de syntes om naturnationalparken. Jeg kontaktede lokale borgere i Hillerød facebookgrupper, for at få interview med nogle, der var positive overfor hegn i Gribskov. Jeg kontaktede Naturstyrelsen, men de ønskede ikke at medvirke. Derfor bruger jeg deres projektbeskrivelser.