GULDBORGSUND: Byrådskandidat sender 24-siders livshistorie til 29.000 husstande: “Jeg vil vise, hvem jeg er”

Casper Scheidereit hænger mange steder i Guldborgsund Kommune.
Foto: Casper Schneidereit

Valgplakater i lygtepælene og små foldere uddelt på gaden er velkendte indslag i en valgkamp. Hvis man bor i Guldborgsund Kommune, har man nu også prøvet at få et 24-siders magasin med byrådskandidaten Casper Schneidereit på forsiden i postkassen. Han stiller op for Guldborgsundlisten i Guldborgsund Kommune.

Magasinet, som har titlen “Fra opvasker til ejendomsinvestor”, fortæller om hans baggrund, karriere og politiske visioner.

– Magasinet handler om mig, men det er ikke kun selvros. Jeg fortæller både om min personlige rejse og om politik. Det handler om min vej fra at være forgældet til at eje ejendomme, men også om min store gæld i start tyverne, siger Schneidereit.

Fakta om magasinet

100.000 kroner brugt på at lave magasinet

Omdelt til 29.323 husstande i Guldborgssund Kommune

Magasinet handler om Schneidereits personlige historie og politiske agenda

Kommunalvalget finder sted 18. november 2025

Schneidereit har brugt 100.000 kroner på projektet. Han håber, at de 29.000 modtagere får en bedre fornemmelse af personen bag plakaten.

– Når jeg selv har stemt, har jeg gjort det på en person, jeg kender. Det kræver, at man tør vise, hvem man er, siger han.

Læs også: https://navisen.dk/blog/professor-politianmeldelse-af-viceborgmesters-egen-kommune-er-en-usaedvanlig-sag/

Personlige historier vinder frem

Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er Schneidereits strategi ikke enestående.

– Jeg har bemærket, at der er flere politikere, der bruger det her med den personlige fortælling, siger han.

Schneidereit fortæller åbent om både gæld, arbejde og livserfaring i magasinet.

– Som 21-årig havde jeg en personlig gæld på en halv million, og jeg valgte derfor at lukke min virksomheden, skriver han i magasinet.

– Jeg vil gerne være så gennemskuelig som muligt. Det gør jeg ved at fortælle, hvad jeg har lavet, og hvad der har formet mig, siger han.

Ifølge Roger Buch kan strategien være effektiv.

– Omkring en tredjedel af vælgerne stemmer på en politiker, de kender personligt. Derfor kan sådan et greb give mening, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her er forsiden af byrådskandidatens magasin.
Foto af: Dorthea Juhl Brøndum

Ærlighed som strategi

Casper Schneidereit håber, at magasinet giver borgerne et ærligt billede af, hvem han er. Både som menneske og politiker.

– Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at være så gennemsigtig som muligt, siger han.

Roger Buch kalder kampagnegrebet, hvor man kører på sin personlige fortælling, for et ”våben”, fuldstændig ligesom alle andre kneb i en valgkamp.

– Man prøver at bruge alle de våben, der findes i arsenalet. Det er en politisk krig, hvor man bruger alle våben. Fuldstændig som i alle andre krige, siger han.

Leave a Reply

Your email address will not be published.