Her har du størst chance for at bestå køreprøven

Klik på billedet for at se procenterne på et kort
Klik på billedet for at se procenterne på et kort

Tjek dumpeprocent for din politikreds på et kort her

De seneste landsdækkende dumpeprocenter viser, at sammenlagt 17,7 procent af eleverne på Bornholm dumper køreprøven. Det er 10 procent mindre end det gennemsnitlige tal på 27,3% for de øvrige politikredse.

– Levegrundlaget på Bornholm er jo af gode grunde ikke så stort, som det er andre steder i Danmark. Det vil sige, at kørelæreren er nødt til at leve op til en høj standard, hvis han vil sikre sig nogle elever. De unge taler sammen, siger Kim Pedersen, prøvesagkyndig for Bornholms Politi. Han henviser til, at de unge dermed fravælger de dårlige køreskoler.

De politikredse, der ligger lavest efter Bornholm er Midt- og Vestjylland på 21,7%, Sydøstjylland på 21,8% og Sydsjælland og Lolland-Falster på 22,9%. De højeste dumpeprocenter findes hos Midt- og Vestsjælland med 29%  og i Nordsjælland med 33,3%. København topper med 41,1% dumpede.

Mand efter mislykket køreprøve: Det kan du ikke være bekendt – jeg er på Bornholm, fordi det er nemmere at bestå køreprøven her
Tweet fra Bornholms Politis Twitter-profil

Læs også: Større krav til kørelærere kan få flere elever til at bestå

Karsten Hansen, formand for Danske Kørelæreres Landsforbund, DKL, er enig.

– Der er færre kørelærere på Bornholm, så de holder hinanden skak. Hvis der er en kørelærer, der har en højt dumpeprocent, så får han bare ikke flere elever, siger han.

På Bornholm lægger man desuden stor vægt på, at der er en dialog mellem myndigheder og kørelærere.

– Vi samarbejder med kørelærerne på den måde, at vi holder møder med jævne mellemrum. Hvis vi som sagkyndige kan se, at der er nogle generelle tendenser, der gør, at eleverne dumper, så kan vi snakke med kørelærerne om det med det samme. Vi er jo ikke ret mange, så det er i princippet de samme sagkyndige, der kommer ud til de samme kørelærere. Derfor bliver småting, der øger dumpeprocenten, hurtigt justerede, siger Kim Pedersen.

Vejene har mindre betydning

Selvom vejene på Bornholm er færre og trafikken mindre kompliceret, skal vejene ifølge Kim Pedersen ikke have æren for den lave dumpeprocent.

– Vejene på Bornholm ligner meget de jyske veje. Der er ikke særlig intensiv trafik og størstedelen af vejen er i landzoner, siger Kim Pedersen.

Karsten Hansen har imidlertid et bud på, hvorfor der er så stor forskel i antallet af dumpede.

– Kørelærerne andre steder end på Bornholm lader eleverne gå for tidligt til prøven. Hvis eleverne endnu ikke er klare, så er det ikke mærkeligt, at de dumper. Kørelærerne må blive bedre til at vurdere dem, siger han.

Ikke alle består

Rygterne om den lave dumpeprocent på Bornholm har spredt sig til øvrige dele af landet. Det fik Bornholms Politi bevis på for nogle uger siden, da en mand dumpede køreprøven – efterfølgende tweetede Bornholms Politi følgende:

 

Tweet fra Bornholms Politi

 

Køreskoleelever har ret til selv at vælge, hvor i landet de vil tage teori – og køreprøve. Det er desuden også tilladt at dele det op, så eleven tager teoriprøven i en politikreds og køreprøven i en anden politikreds, lyder fra Gunnar Lund, leder for køreprøveafsnittet hos Københavns Politi.