Hillerød: “Voldtægtsstien” skal have et nyt omdømme

Stien forbinder Hillerød Station og Hillerød bymidte. Den udspringer fra Vibekevej og strækker sig til Søndre Jernbanevej. Foto: Sofie Juul Blinkenberg

Når mørket falder på, strækker lange skygger sig over stiforbindelsen fra stationen til hjemmet. Det kan være ubehageligt at gå alene om natten, selv når der ikke er nogen fare i sigte.

Flere borgere i Hillerød føler sig utrygge på stien via Vibekevej på grund af dens dårlige omdømme. Dan Riise (V), formand for Arkitektur-, Byplan- og Trafikudvalget, erkender, at stien har et dårligt ry. Hillerød Kommune arbejder derfor på nye tiltag, der skal gøre stien mere attraktiv og mindre utryg.

– Hvis der er nogen, der er utrygge, så bruger man det jo ikke. Det er en vigtig forbindelse fra Hillerød Station til bymidten, og derfor er det vigtigt, at man føler sig tryg, når man går der, siger Dan Riise.

Læs også: Hillerød Kommune vil genoverveje stien til Favrholm Station

Projektleder hos Dansk Byplanlaboratorium, Mads Møller Angelsø, er opvokset i Hillerød og kender selv til den omtalte stiforbindelse via Vibekevej. Han fortæller, at det er vigtigt at ændre fortællingen om et område for at styrke borgernes tryghed. Han understreger, at borgerinddragelse kan spille en central rolle i at forbedre stedets ry og øge den oplevede tryghed.

Dansk Byplanlaboratorium

  • Dansk Byplanlaboratorium er en selvejende fond, der blev stiftet i 1921 af visionære byplan-interesserede personer
  • Siden 2020 har Byplanlaboratoriet været en del af Bo trygt samarbejdet og arbejdet for at få tryghedsfremmende og kriminalpræventive principper ud til byplanlæggere
  • Bo trygt er en indsats skabt af Trygfonden og Foreningen Realdania i samarbejde med videnscentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd

Kilde: byplanlab.dk

– Grundlæggende handler det om at forstå problematikken og forstå hvad folk oplever som utrygt, siger Mads Møller Angelsø

“Voldtægtsstien”

Flere borgere i Hillerød kalder stien for “voldtægtsstien”. Særligt i de mørke timer føles stien utryg. Det fremgår af en undersøgelse fra juni 2024, som rådgivervirksomheden COWI har foretaget i samarbejde med Hillerød Kommune.

-Jeg hørte nogle andre kalde stien for noget med ‘voldtægt’ engang. Her er jo fint, når det er lyst, men her er ikke så fedt, når det er mørkt, fortæller Sille på 16 år, i COWIs undersøgelse

Kommunen har længe haft fokus på strækningen og det dårlige omdømme, selvom der ikke findes konkrete hændelser, der understøtter frygten. Dan Riise (V) fortæller, at de har forhørt sig hos politiet om bemærkningen i COWI-undersøgelsen, men at politiet fortæller, at der heldigvis ikke skulle være konkrete hændelser på stiforbindelsen via Vibekevej, der afstedkommer det dårlige ry.

Læs også: Mørke gader giver utryghed: Politiske partier vil have gadebelysning igen

Mads Møller Angelsø fra Dansk Byplanlaboratorium fortæller, at der dog ikke altid er en sammenhæng mellem oplevelsen og den reelle risiko for at der sker noget ubehageligt.

– Tryghed hænger ikke altid sammen med den reelle risiko for kriminalitet. Der kan sagtens være områder eller stier, som føles utrygge, fordi der er noget i det fysiske miljø der gør, at de opleves utrygge, eller fordi stedet har et dårligt omdømme, siger han.

Konkrete tiltag kan hjælpe stien på vej

Mads Møller Angelsø har ikke selv været på stien i mange år, men udtaler sig ud fra, hvordan han husker den. Ifølge ham ligger én af udfordringerne ved, at et skarpt sving på stiforbindelsen gør det svært at se, hvem der befinder sig rundt om hjørnet.

-Det kan være svært at gøre noget ved det, for man kan ikke rette stien ud, da der er en bebyggelse på den ene side og en kirkegård på den anden side. Derfor må man overveje andre løsninger – for eksempel bedre belysning, hjørnespejle, så man kan se rundt om hjørnet, eller at gøre stedet mere attraktivt, så det signalerer, at der er nogen, der kerer sig om det, siger Mads Møller Angelsø

På billedet ses stien fra Søndre Jernbanevej, der drejer rundt om hjørnet i retning mod Hillerød Station. Foto: Sofie Juul Blinkenberg

Dan Riise (V) kan endnu ikke fortælle, hvad der konkret vil ske af ændringer på stien. Han forsikrer dog, at byrådet anerkender problematikken, og at stien er på den politiske dagsorden.

-Vi har fundet penge i det kommunale budget, så det er i 2025, at der bliver gjort noget ved den sti, siger Dan Riise.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt COWIs undersøgelse på Hillerød Kommunes hjemmeside. Derefter kontaktede journalisten kilderne telefonisk.

Leave a Reply

Your email address will not be published.