
Historien kan ikke kun fortælles gennem bøger og film, den kan også opleves direkte i gadebilledet, dér hvor den faktisk fandt sted, og netop det er omdrejningspunktet for en ny byvandring i Hillerød.
Hillerød Bibliotek har, med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen og i samarbejde med Hillerød Kommune og journalist Tim Panduro, stablet en særlig rundvisning på benene i anledning af 80-året for Danmarks befrielse, der skal tage deltagerne med gennem sporene fra besættelsestiden i byens gader.
Undervejs vil deltagerne blandt andet slå vej forbi steder, hvor sabotageaktioner fandt sted, det gamle tyske hovedkvarter og mindepladerne for de dræbte under besættelsen, for at få en forståelse for og et indblik i, hvordan hverdagen i Hillerød blev præget af den tyske tilstedeværelse for 80 år siden.
At stå, hvor det skete
Når sådanne historier skal formidles, kræver det en særlig tilgang, det mener Karin Juhl, kultur- og udviklingskonsulent i Hillerød Kommune, i hvert fald. Ifølge hende handler det om at formidle historien på en måde, der vækker genkendelse, netop fordi man bevæger sig rundt midt i de steder, hvor historien udspillede sig.
– Sanseligt mærker man det på en anden måde, når man går rundt i det selv, i stedet for at læse om det i en bog eller se det på en skærm. Det giver historien en ny dimension, hvor man måske reflekterer over det på en anden måde, fortæller hun.
På samme måde som Karin Juhl understreger også journalist og forfatter Tim Panduro, som også står for rundvisningen, betydningen af at opleve historien i det rum, hvor den fandt sted.
Ifølge ham opstår der en særlig fornemmelse, når man står fysisk på de steder, hvor historiske begivenheder fandt sted – noget, som andre medier ikke helt kan gengive. Når fortidens drama har udspillet sig netop dér, hvor man i dag måske cykler forbi på vej til arbejde, opstår der en særlig forbindelse mellem nutid og datid.
– Det er jo et helt andet medie. Det bliver mere nærværende, når man kan stå og pege og sige: ‘Herover blev man faktisk skudt’. Det at stå på stedet giver en større identifikation hos publikum, siger han og fortsætter:
– Det handler om identifikation, og det handler om, at i det øjeblik du står på stedet, bliver historien mere nærværende.
Læs også: Hillerød vil skabe plads til flere ukrainske flygtninge
Besættelsen set med nutidige briller
Fakta om besættelsen i Danmark
-
- 9. april 1940: Danmark besættes af Tyskland
- Sommeren 1943: Samarbejdspolitikken bryder sammen
- 4. maj 1945: Tyskernes overgivelse i Danmark annonceres om aftenen i radioen
- 5. maj 1945: Danmark er officielt befriet
Rundvisningen vil tage afsæt i historiske begivenheder, der fandt sted i Hillerød for 80 år siden, og det vil også kunne række ind i nutiden ved at lade deltagerne reflektere og spejle sig i de problemstillinger, som prægede livet under besættelsen. Tim Panduro er i hvert fald bevidst om, at historien stadig kan vække spørgsmål, som er relevante i dag:
– Det er klart, at man sagtens kan trække paralleller til nogle af de vanskelige valg, som folk har måttet træffe, siger han og fortsætter:
– Den store diskussion er også, hvornår man skal gå til modstand. Dér er vi selvfølgelig ikke i Danmark lige nu, men spørgsmålet er, hvornår man vælger at kæmpe og hvilke overvejelser, der ligger bag.
Det er også en oplevelse Karin Juhl genkender. Ifølge hende er interessen for rundvisningen og markeringen af jubilæet også vokset markant:
– Der er langt større opmærksomhed og bevågenhed omkring 80-årsjubilæet, end der var ved 75-årsjubilæet for fem år siden, og det siger måske noget om, at vi befinder os i en anden tid nu, hvor den slags historier føles mere nærværende og aktuelle, siger hun.
En oplevelse, der giver stof til eftertanke
Selvom rundvisningen bygger på voldsomme historiske begivenheder, er det også en oplevelse, der gerne må engagere og underholde. For Tim Panduro handler det om at finde en balance, hvor historien ikke blot bliver formidlet korrekt, men også fænger og sætter tankerne hos deltagerne i gang.
– Det er vigtigt, at man ikke kun forsøger at forstå fortiden med nutidens briller, men at man også får et indblik i det tankesæt og de mennesker, der boede i Hillerød dengang. Vi skal forstå, hvordan samfundet var skruet sammen på det tidspunkt, siger han.
Læs også: Krig er vigtigt at snakke om i skolen
Som en klog film, der ikke er så klog, at den bliver kedelig
For Tim Panduro handler det i sidste ende om at skabe en oplevelse, der både vækker historisk nysgerrighed og menneskelig genklang. En rundvisning, hvor publikum ikke kun får fakta med hjem, men også refleksioner, de kan tage med videre.
Til spørgsmålet “Hvad håber du, folk tager med sig, når de har gået den her tur?”, svarer han med et grin i stemmen: “Er det forkert at sige ‘en god oplevelse’?”, og fortsætter.
– Forhåbentlig en oplevelse, hvor man føler sig underholdt, er blevet klogere og har fået noget at reflektere over – lidt som når man ser en klog film, der ikke er så klog, at den bliver kedelig, slutter han af med at sige.
Rundvisningen vil finde sted d. 3 og 4. maj.
Sådan gjorde vi: Journalisten blev gjort opmærksom på Hillerøds Biblioteks annoncering af byvandringen, hvorefter Karin Juhl og Tim Panduro blev kontaktet.