HIV-smittede bliver overset på arbejdspladsen

At tage medicin på toilettet og finde på løgnhistorier, når man skal til lægetjek. Det er virkeligheden for over halvdelen af de HIV-smittede. De tør nemlig ikke fortælle arbejdspladsen, at de har HIV, lyder det fra AIDS-Fondet, inden kampagnen ”Humor mod AIDS”  fredag løber af stablen. Dansk Arbejdsgiverforening er dog ikke klar til at skænke de HIV-smittede mere opmærksomhed.

»Problemet er, at mange ikke får den hjælp, som de får brug for. De betaler for eksempel selv den lønnedgang, de får , fordi de må have et fleksjob eller skånejob,« siger direktør i AIDS-Fondet Henriette Laursen.

Mange HIV-smittede er bange for at fortælle om deres sygdom, og det skyldes især frygten for folks fordomme. Det er historier om, at personer bliver diskrimineret ved f.eks. at blive degraderet, fordi det kommer frem, at en person har HIV, fortæller Henriette Laursen.

»For eksempel blev en kok degraderet i virksomheden til at skulle dele post ud i dueslag, efter at det kom frem, at han var HIV-smittet. Folk tør ikke spise mad, som en kok har lavet,«  siger hun. Derfor vil hun have arbejdspladserne til at være mere opmærksomme på at informere om HIV.

Arbejdsgiverne vil ikke gøre mere

Blandt arbejdsgiverne ser man dog ikke længere HIV som et stort nok problem til, at man vil indføre konkrete passager om det i personalehåndbøger. 

»Der er flere, der er kræftramte,« siger ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening Flemming Dreesen, der ikke tror, at der er manglende opbakning i virksomhederne.

»Bare fordi, at en ting ikke er nævnt i personalehåndbogen, så er den ikke nødvendigvis glemt,« siger han.

Må skjule medicinindtag

Men det bliver hårdt for de HIV-ramte, hvis de skal holde på hemmeligheden af frygt for reaktionerne på arbejdspladsen, forklarer Henriette Laursen. 

»De skal skjule, at de tager medicin og finde på en undskyldning, når de skal til tjek på ambulatoriet hver tredje måned. Man bliver spundet ind i et helt net af løgne,« siger hun.

Læs også
It-rod giver syge danskere dårligere behandling

Lægers it-bekymringer preller af på Venstre