Holland tryner Danmark i hjemmefødsler

I Holland føder omkring 30 procent af gravide kvinder i eget hjem, mens det i Danmark kun er omkring 1 procent.

I Holland føder omkring 30 procent af gravide kvinder i eget hjem, mens det i Danmark kun er omkring 1 procent. Og det er på trods af, at statistikkerne viser, at det er mindst ligeså sikkert for en rask kvinde at føde hjemme.


Levende lys og lyden af sin yndlings musik, mens man i trygge og rolige omgivelser føder sit barn. Det vælger 99 procent af danske kvinder fra. De vælger i stedet en hektisk køretur til fødeafdelingen, for at føde i en hospitalsseng i kliniske omgivelser. I Holland bliver hver tredje kvinde hjemme, når de skal føde deres børn.

Den primære årsag til det lave tal er, at de fleste danskere forbinder det at føde med hospitaler. Det mener Annette Frederiksen, som  er Chefjordemoder på Odense Universitets Hospital.

»Mange kvinder føler sig trygge ved, at der er læger og operationsstuer lige om hjørnet,« siger Annette Frederiksen.

Visiterende jordemoder på Odense Universitets Hospital Tine Busk tror, at det lave antal hjemmefødsler i Danmark skyldes, at den fødende generation er risikotænkere.

»De fokuserer på det der kan gå galt, og foretrækker derfor at føde der hvor hjælpen er lige om hjørnet,« siger Tine Busk.

Godt for manden
Anne Persson fra Hjemmefødselsordningen Sjælland mener, at tallet skyldes, at hverken læger eller jordemødre er gode nok til at oplyse om muligheden for hjemmefødsel.

»De gravide kender ikke til muligheden, med mindre de tilfældigvis har hørt om det,« siger hun.

Hun mener, at det er ærgerligt, at så få vælger at føde hjemme, da hun oplever, at det giver en god familiestart.

»Det er min oplevelse, at det kan knytte manden og kvinden tættere sammen, da manden får lov til og tør være en aktiv del af oplevelsen,« siger Anne Persson.

Lige så sikkert at føde hjemme
Statistikerne fra Danmark viser dog, at der ikke er nogen forøget risiko ved at føde hjemme, hvis der er tale om en normal graviditet.

Ifølge sundhedsloven har alle kvinder ret til at føde hjemme med hjælp fra en jordemoder.

 Læs også:

Sådan føder du uden smerte

Kvinder tager på kursus i smertefri fødsel