Selvom Ishøj Kommune i løbet af de seneste par år har sat ekstra fokus på overvægt, har kommunen ikke haft held til at stoppe kilo-tilvæksten hos byens borgere. Nye tal fra Sundhedsstyrelsens rapport, som kortlægger danskernes sundhedsprofil for 2013, viser, at 55,5 procent af borgerne i Ishøj Kommune er moderat eller svært overvægtige. Det svarer til mere end hver anden.
Læs også: Arbejderklassen er de fedeste i Danmark
Siden 2010 er overvægten i kommunen steget en smule. Der var antallet af borgere med moderat eller svær overvægt på 54,1 procent, hvilket er 1,4 procent lavere end 2013. Det viser Sundhedsstyrelsens tal.
Derfor fortsætter kommunen stadig kampen for slankere borgere.
– Vi laver løbende nye tiltag, så længe der er behov for det, siger sundhedskoordinator i Ishøj Kommune Lise Jørgensen.
Hvis det var let at hjælpe borgere med at ændre livsstil, så var der jo ikke nogle borgere i Ishøj Kommune, der var overvægtige, men det er der jo
Lise Jørgensen, sundhedskoordinator
Lise Jørgensen mener, at ulighed i sundhed er et stort problem, og det er heller ikke en simpel ting at finde en løsning på.
– Der skal jo mere end bare enkelte tiltag til, hvis man skal ændre en livstil. Så der jo nok at tage fat i, siger hun.
Tilbud der motiverer borgerne
Det er vigtigt for sundhedskoordinatoren, at der laves nogle tiltag, som kan få borgerne i Ishøj Kommune til at dyrke motion.
Eksempelvis er der netop startet et hold, som træner i et varmtvandsbassin. På den måde forsøger kommunen at motivere borgerne ved at lave forskellige typer af tiltag, fortæller hun.
– Vi laver tiltag den vej, hvor der er mulighed for at nå borgerne, siger Lise Jørgensen, da hun forklarer om nogle af kommunens tilbud.
Læs også: Englænderne træner sig til billigere forsikring
Det er den rigtige måde at gøre det på, mener ph.d. studerende i Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, Thomas Rostgaard Andersen.
– En grund til folk ikke er fysisk aktive, kan være fordi, der ikke er noget tilbud, som appellerer til dem. Alle er forskellige, og derfor er det også forskellige ting, som motiverer, siger han.
Man rammer flere borgere ved at være bredt orienteret, siger Thomas Rostgaard Andersen, som til dagligt arbejder med sundhedseffekter af fysisk træning.
– I vand er man jo vægtløs, så der er man ikke så motorisk udfordret, siger han, og forklarer, at varmtvandsbassinet kan være en måde at få en ikke-motionsvant målgruppe motiveret til at dyrke motion.
– Vandgymnastik kan, hvis den udføres med tilstrækkelig intensitet være en udmærket form for træning, og dermed tjene som et godt afsæt til en ny og mere aktiv livsstil, siger han.
Kampen imod kiloene er svær at vinde
Selvom der i Ishøj Kommune er mange forskellige tilbud for at komme borgernes overvægt til livs, er sundhedsområdet alligevel et svært område at vinde på. Det mener Lise Jørgensen.
-Hvis det var let at hjælpe borgere med at ændre livsstil, så var der jo ikke nogle borgere i Ishøj Kommune, der var overvægtige, men det er der jo, siger hun.