I Hillerød er stemmesedlen blevet længere: 2022 er rekordår

I Hillerød pryder de kvindlige kandidater byens lygtepæle. Foto: NetAvisen.

Af Cecilia Mouritzen, William Springer, Jonas Foldager

I Hillerød Kommune bugner byen af valgplakater, og byens idrætshaller er fyldt med både gamle og unge. I dag er der folketingsvalg. En af de mange ting, der adskiller dette valg fra sidste er, at du nu vil finde markant flere kvinder på din stemmeseddel. Nordsjællands Storkreds er nemlig en af de kredse, hvor man under dette valg kan se en stigning af kvinder, som går efter at komme i Folketinget.

En af de kandidater er Fie Hækkerup (S). Hun er født og opvokset i Hillerød, hvor hun stiller op for Socialdemokratiet i Nordsjællands storkreds. Flere har måske stiftet bekendtskab med Hækkerup familien før. Det er da heller ikke hvem, som helst Fie Hækkerup overtager vælgerkredsen fra, nemlig hendes far, Nick Hækkerup. Udover Nick Hækkerup, tæller familien blandt andet Karen Margrete Hækkerup (S), som var den først kvindelige næstformand i Folketinget.

For Fie Hækkerup er det netop vigtigt, at der er flere kvinder, der ligesom hendes oldemor Karen, stiller op.

Det er vigtigt at vi har et repræsentativt demokrati med både mænd og kvinder, siger Fie Hækkerup (S)

Ifølge Danmarks Statistik er der 33 procent flere kvindelige kandidater i Nordsjællands storkreds ved folketingsvalget 2022 end ved det seneste i 2019. Denne stigning ses på hele Sjælland.

Vigtigt med en repræsentativ fordeling af kønnene
Det styrker det repræsentative demokrati ifølge direktør for organisationen KVINFO, Henriette Laursen.

– Det betyder et bedre demokrati, fordi der formentlig også er flere kvinder, der vil blive valgt. Samfundet vil få en bedre evne, til at repræsentere hele befolkningen, siger hun og tilføjer:

– Det betyder formentlig også, at der vil blive truffet bedre beslutninger. I hvert fald ved vi fra en masse forskning og undersøgelser, at mangfoldighed i ledelse generelt giver bedre resultater. Det kan man måle direkte på bundlinjen, forklarer Henriette Laursen.

Udfordringerne er der stadig

Fie Hækkerup (S) peger på, at hun også stadig har udfordringer i forhold til hendes køn i den politiske verden:

– I modsætning til mine mandlige kollegaer har jeg mødt, fra især ældre mænd, at jeg ikke er lige så dygtig, og at jeg ikke ved lige så meget om politiske emner. De tager mig ikke ligeså seriøst, som hvis jeg var en mand på deres egen alder, forklarer hun.

– Både på gaden og sociale medier er jeg blevet mødt med “hvad ved du om det, lille De?”, uddyber hun.

Det skal dog alligevel ikke stoppe flere kvinder fra at stille op, og hun forsøger selv at være et forbillede for andre kvinder, der har en politiker gemt i maven:

– Man ved ikke det hele, og der er alle mulige ting man er i tvivl om. Jeg sidder stadig nogle gange i paneldebatter og tænker: Hvornår er der nogen der opdager, at jeg ikke aner, hvad jeg laver, siger Fie Hækkerup (S)

På grund af MeToo-debatten

Lige netop årsagen til, at der nu ses markant flere kvindelige kandidater, mener KVINFO direktøren kan være et afkom af de sidste års omdiskuterede MeToo-debat.

– Jeg tror, at det har det noget at gøre med det store fokus, der har været på ligestilling i kølvandet på MeToo. Der er her i de senere år, kommet en meget større opmærksomhed på, hvor vigtig mangfoldighed er, siger Henriette Laursen.

Flere mænd stiller også op

Selvom flere kvinder stiller op, er antallet af mandlige kandidater også vokset. Kønsfordelingen i Nordsjællands storkreds i 2022 er 43 procent kvinder og 57 procent mænd. Det er en stigning i forhold til 2019, hvor 40 procent var kvinder og 60 procent mænd.

Ud af folketingskandidaterne er 38 procent i dag kvinder, hvor de i 2019 udgjorde 34 procent af kandidaterne.