Patienten flår døren op, sparker til medicinvognen og vender sig mod hende med et mørkt blik. Hun er trængt op i en krog, så hun sætter sig på hug og beskytter sit ansigt med hænderne. Knytnæveslagene begynder at regne ned over hende. Patienten bliver ved med at sparke, slå og trampe på hendes skuldre.
Det eneste, hun hører, er kollegaens skrig.
– Jeg tænker: Nu går det galt. Nu går det grueligt galt, fortæller 24-årige sygeplejerske Ida Passarge om et overfald, der fandt sted en sen torsdag aften i september på hendes arbejde på Hvidovre Psykiatrisk Afdeling.
Ida Passarge blev overfaldet af en mandlig patient, der var blevet indlagt få dage tidligere. Overfaldet er langt fra enestående. Den seneste analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 13 procent af alle sygeplejersker blev udsat for vold på arbejdet i 2012. Værst er det på psykiatriske afdelinger, hvor 38 procent har oplevet at blive overfaldet.
Han bliver ved med at true og siger, at han vil slå os ihjel, og vi bare kan vente os. Mens jeg holder hans ben, begynder jeg bare at græde
Ida Passarge, sygeplejerske
Kollega i nød
Kollegaen kunne ikke hjælpe Ida Passarge, da hun var for lille i forhold til patienten. Pludselig kommer en af de andre patienter og får den voldelige patient væk. De begynder at slås. Sammen med kollegaen får den anden patient lagt den voldelige patient på gulvet.
– Hans ben er frie, så jeg springer op og lægger mig på dem. Han bliver ved med at true og siger, at han vil slå os ihjel, og vi bare kan vente os. Mens jeg holder hans ben, begynder jeg bare at græde.
Læs også: Psykiatrifonden opretter hotline for arbejdsgivere
Kollegaen har slået alarm, og ansatte fra de andre afdelinger tager over. Overfaldet har varet få minutter.
– Jeg er helt i chok. Jeg sidder bare og stirrer ud i luften. Det går op for mig, at det gør rigtig ondt på min krop.
Smerte overalt
Ida Passarge får isposer på skuldrene for at dulme smerterne. Overfaldet giver hende blå mærker over det hele: på armene, på benene, i siden ved maven og et ved kæben. Hun har hele hans skoaftryk på sine skuldre, fordi han har trampet på hende.
De ansatte må ligge og holde overfaldsmanden fast, indtil politiet ankommer og hjælper med at få ham bæltefikseret.
Han havde samme mørke blik. Jeg kunne ikke hjælpe med at styre ham. Jeg rystede for meget
Ida Passarge, sygeplejerske
Fire ansatte kommer på skadestuen, og centret melder overfaldsmanden, som bliver overflyttet til et andet hospital dagen efter.
Læs også: Danske sygeplejersker kommer i klemme i Norge
For at komme sig over oplevelsen blev de ansatte tilbudt psykologsamtaler. Ida Passarge tog en time. En gang siden har hun oplevet, at det var ubehageligt på arbejdet.
– Jeg fik flashbacks, da en patient truede os på livet. Det var ikke så meget hans trusler, for det har jeg prøvet flere gange efterfølgende. Det var mest, fordi han lignede ham. Han havde samme mørke blik. Jeg kunne ikke hjælpe med at styre ham. Jeg rystede for meget.
’Hvad fanden kan vi gøre?’
Ida Passarge blev rustet mod overgreb med et tredages kursus ved sin ansættelse. Hun lærte, hvordan man skal håndtere svære situationer og selvforsvar, hvis patienterne for eksempel prøver at kvæle én.
Sygeplejerskerne er aldrig alene på arbejdet, men på grund af sygemeldinger har Ida Passarge ofte været alene med vikarer.
Læs også: Kommunerne udnytter unge sygeplejerskers arbejdskraft
– Det er utrygt. Det er oftest om natten, hvor man kun er tre på arbejde, så man kan ikke gøre meget, hvis der sker noget udover at slå alarm.
Ida Passarge tror, at hendes kollegaer kan hjælpe hende, men kun i et begrænset omfang.
– Jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det. Især når det er sådan noget, der sker ud af det blå. Hvad fanden kan vi gøre?
På trods af den traumatiske oplevelse har hun ikke på noget tidspunkt overvejet at skifte job.
– Det gode ved at arbejde sådan et sted er at se, når folk er så dårlige og får det bedre. At se og høre patienters taknemmelighed og glæde over, at man har hjulpet dem igennem en svær tid i livet, vejer mere op end noget andet. Samtidig bliver jeg ved, fordi man altid kan forbedre sygeplejen.