Absalon Kirken på Vesterbro blev i 2015 omdannet til et folkehus, der huser alt fra fællesspisning til croquistegning og nu også en strikkeklub. Klubben har netop rundet sin femte uge og har medlemmer fra både det ældre og yngre segment. Dicte Danshøj, der har startet strikkeklubben, gjorde det for at opfordre strikkeelskere til at strikke i fællesskab:
– Der er ingen krav til dem, der starter i klubben. Det er super vigtigt, at alle kan være med. Jeg er selvfølgelig glad, når der kommer nogle med masser erfaring, de kan dele ud af, men det vigtigste er, at folk kan mødes på kryds og tværs, siger hun.
Strikning uden alder
Strikkeklubbens ældste medlem er 60-årige Kirsten Dreyer, der netop er gået på pension efter mange år som skoleleder. For hende er medlemmernes varierende alder ikke noget, der fylder:
– Jeg tænker ikke så meget over om der er nogen på min alder. Jeg tænker for eksempel ikke over, at Marie er 22, når hun skal lære mig at strikke fletninger. Jeg er bare glad over, at der er en, der kan lære mig det”, siger hun og smiler til den unge hjælpestrikkelærer.
Læs også: Magic kort kan få unge ud af ensomhed
Mange unge strikker
At strikke er noget de fleste forbinder med deres bedsteforældre, og udtrykket mormor-strik er ikke udsædvaneligt. Men i dag er strikkerriet blevet trendy hos især unge piger. Strikkedesigner og dommer i Tv2 programmet “Den Store Strikkedyst”, Christel Seyfarth, fortæller, at tendensen hænger sammen med den DIY-kultur (gør-det-selv-kultur), der kendetegner den nuværende generation af unge.
– Vi vil allesammen gerne være individualister, og vi vil allesammen gerne signalere, at vi er noget helt specielt. Det gælder det tøj, vi går i, og måden vi lever på. Man signalerer noget unikt. Det hænger sammen med den her do-it-yourself-bølge, hvor vi skal sy vores eget tøj, bygge vores egne huse og lave mad fra bunden. Der hører håndarbejdet også med, siger Christel Seyfarth.
I Absalons strikkeklub er det yngste medlem Marie på 22 år, hun blev spurgt, om hun ville være med til at starte klubben, en dag hun sad og strikkede i folkehusets fællesrum. Noget hun ofte gør med veninderne:
– Jeg har rigtig mange veninder, der også er gode til at strikke, så det er noget, vi gør sammen.
Læs også: Stærke muller eller eller numsedans? Her er tidens største fitnesstrends
Unge og ældre kan lære af hinanden
Ifølge strikkedesigner Christel Seyfarth er det, der har forandret sig inden for strikning, at det ikke kun foregår i privaten:
– Måden man mødes om strikkeriet på er blevet mere nutidig i og med, at man nu også sidder sammen på caféer og drikke kaffe latte, mens man strikker, siger hun.
Og det er netop når strikning bliver taget et andet sted hen, at mødet mellem de ældre erfarne strikkere og de yngre nybegyndere sker.
– Alle de ældre, som vi ser mange af på strikkefestivaller, i strikkeklubber og på cafeer er der, fordi de nu har oplevet, at det er fedt at komme ud. De har måske siddet hjemme foran fjernsynet i tredive år og strikket, og nu møder de nogen og bliver inspireret, forklarer Christel Seyfarth.
Personligt møde uden for meget privat snak
De unge piger er typisk meget ambitiøse og starter gerne hårdt ud med svære strikketeknikker og mønstre, og her kan de lære meget af de mere erfarne strikkere i et fællesskab, hvor strik er i centrum, mener Christel Seyfarth:
– De unge lærer af de ældre, og det skaber et fællesskab, hvor man ikke behøver at drøfte sit personlige liv så meget, men i stedet drøfter man strik og hele håndværket omkring det, siger hun.
Vil du selv i gang med at strikke, er det en god idé, at starte med noget nemt. Det kan for eksempel være en karklud. Nedenfor kan du se en klud blive strikket med teknikken perlestrik – vi har sat tempoet lidt op.