»Jeg har da ikke bestilt iPhones«

Foto: PR-foto fra apple.com
Foto: PR-foto fra apple.com

– Hvorfor får jeg en pakke fra Telenor? Det har jeg da ikke bestilt.

Sådan var Sofie Munk Jørgensen første tanke, da postbuddet om formiddagen den 11. juni ringer på døren for at aflevere tre splinternye iPhones. Sofie ser undrende på postbuddet.

– Jeg forklarer ham, at jeg ikke har bestilt tre iPhones, og at han meget gerne må tage dem med tilbage på posthuset. Han kan tydeligt se, at jeg er meget forvirret over pakkerne, og han tager dem med sig igen, forklarer Sofie. Men det er ikke sidste gang, at hun modtager uventet post.

De er nogle knaldhætter på posthuset, at de udleverer pakker, uden at se afhentningsblanket eller ID.
Sofie Munk Jørgensen

Torsdag morgen, to dage senere, åbner Sofie Munk Jørgensen sin postkasse. Der er en afhentningsblanket fra Post Danmark. Hun kan afhente en iPhone 5 og en iPad 2, der er bestilt hos teleselskabet 3. Sofie, der er på vej til eksamen, vælger at tage på posthuset dagen efter. Da hun ankommer til posthuset den næste dag, er pakken allerede afhentet.

– De er nogle knaldhætter på posthuset, at de udleverer pakker, uden at se afhentningsblanket eller ID, siger Sofie.

– Ekspedienten fik da også røde ører, da jeg spørger ham, hvorfor de sådan uden videre udleverer pakker.

Identitetstyveri er en opadgående kurve

Sofie Munk Jørgensen er langt fra den eneste, der har oplevet, at der bliver købt forbrugsgenstande på internettet i hendes navn, selvom hun ikke selv har klikket produktet hjem.

Den anden dag på apoteket havde jeg glemt mit sygesikringsbevis, men det gik jeg hjem for at hente, da jeg ikke ville oplyse mit CPR-nummer dernede, så alle kunne høre det
Sofie Munk Jørgensen, udsat for identitetstyveri

I 2012 fik 73.420 danskere stjålet deres identitet på internettet, hvilket er en stigning på mere end 50 procent i forhold til 2009, fremgår det af en rapport fra Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

– Identitetstyveri sker, når personer tilegner sig andres personoplysninger og udgiver sig for at være disse personer. Det kan ske elektronisk ved brug af bankoplysninger, CPR-numre eller kodeord eller ved at bruge den andens identitetspapirer (sygesikringsbevis, kørekort m.m.), skriver Rådet for Digital Sikkerhed.

To mobilnumre registeret i samme CPR-nummer

Telenor oplyser, at der er to numre registeret i hendes CPR-nummer, som om det var det mest naturlige i hele verden, fortæller Sofie Munk Jørgensen.

Sofie forklarer Telenor, at hun altså kun har ét nummer hos dem, og at hun ikke kan forstå, at der er muligt at bestille mobiltelefoner blot ved at bruge et CPR-nummer. Efter at have talt med Telenor vælger Sofie at melde det til politiet, der i første omgang ikke er til megen hjælp.

Fakta om identitetstyveri:

  • I 2012 fik 73.420 personer stjålet deres identitet. I 2009 var tallet nede på 47.850. Det er en stigning på mere end 50 procent på to år
  • Det er især unger, der er udsatte i forhold til identitetstyveri, da de er de flittigste brugere af internettet
  • Identitetstyveri er når personer tilegner sig andres personoplysninger og udgiver sig for at være disse personer. Det kan ske elektronisk ved brug af bankoplysninger, cpr-numre eller kodeord eller ved at bruge den andens identitetspapirer (sygesikringsbevis, kørekort m.m.). Der er også tale om identitetstyveri, når en person køber produkter, fx over internettet, ved hjælp af en andens person- og kontooplysninger
  • Identitetstyveri er ikke et selvstændigt begreb i straffeloven i Danmark

Kilde: Kriminalitet i en digitaliseret verden – Identitetstyveri og bedrageri på internettet, Peter Kruize, maj 2013, Københavns Universitet, med støtte fra Justitsministeriet og Det Kriminalpræventive Råd

Læs også: Snart kan du forsikre din Facebook-profil

Igen og igen – og

Nogle dage senere ligger der en rudekuvert i postkassen. Det er en regning fra 3, der beder hende om at betale 4.700 kroner for en iPhone 5 og en iPad 2. Dette sker selvom Sofie Munk Jørgensen flere gange har været i telefonisk kontakt med mobilselskabet 3, der forsikrer hende, at det hele nok skal gå i orden. En måned senere modtager hun endnu en regning fra selskabet. Denne gang er beløbet på 1.500 kroner.

– Det er enormt frustrerende at sidde i denne situation, da jeg har brugt over to måneder på det, og det hele sker midt i eksaminerne.

Sofie må kontakte 3 og politiet flere gange, da de hele tiden oplyser noget forskelligt, og hver gang kommer hun igennem til en ny medarbejder. Sofie Munk Jørgensen har svært ved at forstå, at hendes sag ikke bliver registeret hos 3, så hun ikke behøver at forklare den igen og igen.

På grund af det langvarige tovtrækkeri med 3 og politiet, modtager Sofie flere rykkere fra inkasso. 3 oplyser hende, at hun blot skal ignorere dem.

– Skal jeg så bare smække døren i hovedet på fogeden, når han kommer?, spørger Sofie retorisk.

Fogeden banker heldigvis aldrig på Sofies dør, men hun kan ikke forstå, at 3 ikke kunnet have stoppet rudekuverterne, før de havnede i hendes postkasse.

 Jeg tænker meget over, at jeg for eksempel ikke ringer til min læge, mens jeg sidder i bussen, da man jo skal oplyse cpr-nummer – det gør jeg inden for i mit hjem nu – nærmest låst inde.
Sofie Munk Jørgensen

Læs også: Politiet overvåger internethandler for tyvekoster

Punktum

– Jeg har nærmest angst, når jeg åbner min postkasse – bare det ikke er en rudekuvert. Den sidste jeg fik var heldigvis en check fra Telenor på 250 kroner, hvor jeg fik tilbagebetalt rykkergebyret, griner Sofie, mens hun sidder tilbagelænet i den sorte plastikstol i et klasseværelse på Kemisk Institut, hvor nu netop har begyndt sit speciale.

Efter næsten tre måneder med at jonglere med Telenor, 3 og politiet, kan Sofie endelig sætte punktum i sagen, men episoden har sat et spor i hende.

– Jeg tænker meget over, at jeg for eksempel ikke ringer til min læge, mens jeg sidder i bussen, da man jo skal oplyse CPR-nummer – det gør jeg inden for i mit hjem nu – nærmest låst inde. Den anden dag på apoteket havde jeg glemt mit sygesikringsbevis, men det gik jeg hjem for at hente, da jeg ikke ville oplyse mit CPR-nummer dernede, så alle kunne høre det.