Tusindvis af passagerer kører hver dag på sms-billetter. Alene i 2013 blev der købt over seks millioner billetter på sms, viser tal fra DSB.
Nogle af passagererne udnytter dog et smuthul i systemet og snyder kontrolløren med sms-billetter. Hvor mange er dog uvist, men DSB erkender, at man kan snyde.
– Jeg kan godt se, at der er et smuthul i systemet for folk, der ønsker at snyde, siger chef for salg og produktmarketing i DSB Christian Linnelyst.
Ser I det som et problem?
– Ja, det er et problem, konstaterer han.
Snyderiet foregår ved, at snydepassageren, når han eksempelvis vil fra København til Hillerød, som tæller ni zoner, køber en billet fra Lyngby og undgår at betale de fire zoner, som er fra København til Lyngby. Således betaler snydepassageren kun for zonerne fra Lyngby til Hillerød.
Snydepassageren venter et stykke tid, så vedkommende kan overbevise en kontrollør om, at passageren er startet sin rejse i Lyngby og nu er på vej tilbage igen.
Ingen umiddelbar løsning
Selvom Christian Linnelyst erkender problemet med sms-billetsystemet, kan han ikke se nogen løsning. DSB vil gerne beholde sms-billetter og ser ingen mulighed for at ændre på systemet, hvis det betyder ringere service for passagererne.
– Vi vil gerne vise hensyn til vores kunder og ikke straffe alle dem, der betaler for deres billetter hver dag.
Jeg kender flere, der benytter sig af tricket
Frederik Jelshøj Hansen, studerende
Alligevel forsikrer han, at de vil undersøge problemet nærmere.
– Det er noget, vi skal kigge på. Vi forsøger jo hele tiden at gøre det så svært at snyde som muligt, siger han.
Sms-billetter koster
Christian Linnelyst er af den overbevisning, at DSB’s passagerer generelt ikke er interesserede i at snyde systemet og betale for lidt, da man på den måde ikke bidrager til kollektivet. Det er 24-årige Frederik Jelshøj Hansen, som studerer på Danmarks Tekniske Universitet, ikke enig i.
– Jeg kender flere, der benytter sig af tricket. Det er jo smart, at man ikke kan opdages.
Læs også: Snydere utilfredse med forsinkede toge og høje billetpriser
Han kører selv ofte med toget, men synes sms-billetterne er blevet for dyre og sluger hans SU.
Hvis han for eksempel køber en enkelt sms-billet fra København og hjem til sine forældre i Frederikssund, koster det ham 108 kr.
– Det bliver pludseligt en dyr fornøjelse at skulle hjem til fødselsdage og højtider, siger han.
Læs også: Minister: Unge uden SU skal ikke have trafikrabat
DSB udvikler løbende deres billetsystemer. Deres applikation til mobilen har blandt andet en GPS, der kan spore, hvor passagererne rejser.
Ligeledes følger de også tendenser i danskernes rejser med rejsekortet for at finde ud af, om folk snyder bevidst og undgår at betale for de længere ture.
DSB forventer, at der vil ske et fald i antal solgte sms-billetter, efterhånden som kunderne bevæger sig over på Rejsekortet.