Efterårets mange kastanjer falder af træerne, og det leder tankerne hen på efterårshygge og bagte spisekastanjer med smør og salt. Nogle kastanjer kan spises, mens andre er bedst som kastanjedyr.
Flere falder hvert år i fælden og tager en bid af hestekastanjen. Hestekastanjen er den almindelige kastanje, der falder af træerne i Danmark.
Overlæge hos Giftlinjen Peter Jacobsen forklarer, at der hvert år i kastanjetiden er folk, som ringer ind til Giftlinjen og er nervøse for at have spist hestekastanjer.
Som hovedregel sker der ikke noget alvorligt ved at spise kastanjen. Den er ikke giftig. Hestekastanjen i sig selv smager bittert, men alvorlige konsekvenser opstår der ikke
Peter Jacobsen, overlæge hos Giftlinjen
Ifølge Peter Jacobsen er det oftest børn og unge, som synes, det er morsomt at spise dem.
– Det sker regelmæssigt, måske et par gange om året, at folk ringer ind. De er nervøse, fordi de har smagt på den, siger Peter Jacobsen.
Læs også: Forsker: Man bør sammentænke kostråd og klima
Du kan ikke dø af kastanjer
Du kan dog trygt tygge lidt på dit kastanjedyr. Selvom kastanjetræet er giftigt, er hestekastanjen i sig selv ikke farlig at spise, og du kan ikke dø af at spise dem.
Når folk ringer til giftlinjen, kan overlæge Peter Jacobsen berolige dem.
– Som hovedregel sker der ikke noget alvorligt ved at spise kastanjen. Den er ikke giftig. Hestekastanjen i sig selv smager bittert, men alvorlige konsekvenser opstår der ikke, siger han.
Peter Jacobsen påpeger dog, at det kan have mindre konsekvenser, hvis man spiser store mængder af dem:
– Hvis man spiser nok af dem, kan man få en mave-tarm-irritation og kaste op.
Dårlig smag i munden
Hestekastanjen har sit navn, fordi den ligner den spiselige kastanje. Den spiselige kastanje kaldes også den ægte kastanje. Men de er ikke fra samme familie og har ikke samme egenskaber. Smagen i hestekastanjen er dårlig, og træet er giftigt.
Mest er det hestekastanjens dårlige smag, som gør, at den ikke bør forveksles med den spiselige kastanje.
Ifølge Peter Jacobsen blev hestekastanjen dog under anden verdenskrig brugt som erstatning for marcipan og kokosmel og til at fodre heste og køer.
Læs også: Sidste chance: Efterårets farver skal nydes imorgen
Sådan ser du forskel på kastanjerne
Vil du undgå at komme til at tygge i de bitre og dårligt smagende hestekastanjer, kan du se forskel på bladene, selvom hestekastanjen let kan forveksles med den ægte kastanje.
Hestekastanjen kendes på sine brede trækroner og store blade. Bladene har en stilk med 5-7 små blade, mens den spiselige kastanje har et aflangt, savtakket blad.
Man vil dog oftest støde på hestekastanjen her i Danmark.
Den velsmagende ægte kastanje, som bruges til bagte kastanjer, hører til i Sydeuropa, og er oftest en importvare fra Frankrig, hvor den kendes som marrons.