Dronning Louises Bro er den mest cykeltrafikerede gade i verden, viser nye tal fra Københavns Kommune.
Den automatiske cykeltæller ved Dronning Louises Bro kommer på gevaldigt overarbejde, når den kommer op at køre igen. Hvert fald hvis man skal tro tal fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, som giver verdensrekorden til broen mellem Nørrebro og Indre By.
I Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg er man glade for resultatet.
»København er allerede kendt ude i verden som en cykelby, og det her er bare med til at slå det image endnu stærkere fast,« siger Signe Goldmann (SF), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.
Rekorden vækker også begejstring hos interesseorganisationen Copenhagenize, der forsøger at gøre livet lettere for cyklister i København og Europa.
»Det er et godt tegn, at vi er blandt verdens bedste cykelbyer, og at vi har et synligt sted, hvor der cykler så mange mennesker om dagen,« siger Mikael Collville-Andersen fra copenhagenize.com.
København slået fast som cykelby
Den 9. september sidste år talte kommunens ansatte de forbipasserende cyklister i tidsrummet 7-19. I alt er 29.520 cyklister kørt over broen i begge retninger. Ifølge kommunens beregninger giver det en samlet dagstrafik for årstiden på omkring 36.000 cyklister.
Og København ligger lunt i svinget i forhold til andre store cykelbyer såsom Hollands hovedstad Amsterdam.
»Vi samarbejder jævnligt med hollandske byer, for det er nogle af de steder, hvor vi kan lære noget her i København, og de har ikke nogen gader med lige så meget cykeltrafik, som vi har,« siger leder for Cykelsekretariatet i Københavns Kommune, Andreas Røhl.
Ifølge tællingen er der indsendt et rekordforsøg til Guiness World Records, som man venter på svar på.
Kan blive endnu bedre
Selvom der er mange, der gerne tager cyklen f.eks. til og fra arbejde, er der stadig lang vej hjem, før København er den bedste cykelby.
»Hvis man går rundt inde i København, kan man se, at der stadig er rigtig mange, der gerne vil tage bilen. Og det skaber en masse forurenings- og støjproblemer,« siger Signe Goldmann, der sammen med SF efterlyser hastighedsbegrænsninger for køretøjer på udvalgte steder i hovedstaden.
Københavns Kommune får ros med på vejen fra Mikael Collville-Andersen for deres indsats på cykelområdet. Samtidig giver han dog en løftet pegefinger til politikerne, som han mener skal gå mere ind i kampen.
»Kommunen er klar til alt, det kommer simpelthen an på den politiske vilje fra Rådhuset, hvis man skal gøre noget til virkelighed,« siger han.
Læs også: