Næsten to ud af fem københavnere har i dag et afdragsfrit lån, men det skal være slut, hvis det står til flere københavnske politikere.
Kalder du dig københavner, er sandsynligheden for, at du har et afdragsfrit lån større, end hvis du bor i resten af landet. Det kan betyde, at din økonomisk situation bliver forværret drastisk, hvis de afdragsfrie lån bliver afskaffet, fordi du skal betale af på dit lån ud over de renter, du betaler i dag. Men flere københavnske kommunalpolitikere er positive over for at moderere eller helt afskaffe de afdragsfrie lån.
»Det har været et produkt, som man satte i verden på det tidspunkt, hvor man ønskede at få mere gang i økonomien. Problemet har jo bare været, at det har været et produkt, som er løbet af sporet. Man har ikke kunne administrere den afdragsfrihed, der ligger i det,« siger Mette Reissmann, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne.
Galimatias
Så selvom det hovedsageligt er københavnerne, der har de afdragsfrie lån, er Københavns kommunalpolitikere ikke begejstret for lånene. Flere af dem vil faktisk have dem afskaffet.
»Jeg synes generelt, at afdragsfrie lån skal afskaffes. Det er ud fra en økonomisk betragtning. Selvom det kommer til at påvirke rigtig mange både i hovedstaden og Danmark,« siger Mette Reissmann, der også sidder i København Kommunes økonomiudvalg.
Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, der sidder i samme økonomiudvalg, er også imod afdragsfrie lån.
»Grundlæggende synes jeg, at det, at Gud og hver mand kan få et afdragsfrit lån, er galimatias,« siger han.
Han og Mette Reissmann er enige om, at københavnerne skal indrette deres økonomi, så de har råd til at betale afdragene.
»Folk har simpelthen købt og levet over evne,« siger Mette Reissmann.
Benene bliver slået væk
Det konservative medlem af Københavns Kommunes økonomiudvalg, Mogens Lønborg, er mere bekymret ved tanken om at afskaffe de afdragsfrie lån.
»Man kan jo ikke pludselig slå benene væk under folk. Det er et tiltag, der vil ramme rigtig hårdt. Det kan jo blive op til en tredobling af folks månedlige ydelse, og det er der mange, der ikke kan betale,« siger han.
Hvis det skulle ske, skal det i hvert fald ske fremadrettet.
»Jeg tror det er vigtigt, at man gør det på en måde, så man ikke bringer private menneskers økonomi i fare,« siger han.
Christian Hilligsøe Heinig er enig i, at det ikke skal ske nu.
»Debatten om, hvornår de afdragsfrie lån skal afskaffes, er forfejlet på nuværende tidspunkt, fordi vi har et boligmarked, der har det meget svært. Det hele står og vipper lidt. Begrænsningerne skal ikke ske nu,« siger han.
Eksplosiv stigning
Københavnerne har ellers siden 2003 taget rigtig godt imod de afdragsfrie lån.
»38 procent af borgerne i Hovedstaden har et afdragsfrit lån. I Nordjylland har kun 23 procent af borgerne afdragsfrie lån,« siger Karsten Beltoft, der er direktør for Realkredit Foreningen.
»Mit gæt er, at det er mere udbredt i storbyen, fordi ejendomspriserne der er de højeste. Der hvor de dyreste boliger findes, er afdragsfrie lån mest populære,« siger han.
Seniorøkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig melder også om høje tal.
»54 procent af lån i dag er uden fradrag. Det er en eksplosiv stigning, man har set inden for det område,« siger han.
Og det er især unge og ældre, der benytter sig af lånetypen.
»Dem, der ligger midt i aldersspektret, benytter sig mindst af afdragsfrihed. De unge har tit en for dyr gæld, og de ældre har stor opsparing i mursten, som de gerne vil udnytte,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Faktaboks
Så mange har afdragsfrie lån i din region:
Hovedstaden: 38 procent
Sjælland: 30 procent
Midtjylland: 29 procent
Syddanmark: 27 procent
Nordjylland: 23 procent