Kokkeelev om praktik: Jeg tabte 8-10 kilo, fordi jeg var stresset

Det blev et marridt for Anders Kahlen Petersen at komme i mesterlære som kok Foto: Pexels
Det blev et marridt for Anders Kahlen Petersen at komme i mesterlære som kok
Foto: Pexels

Da Anders Kahlen Petersen som 17-årig fik tilbuddet om at starte i mesterlære på en Michelin-restaurant i Nordsjælland i oktober 2013, blev han meget glad.

I dag kigger den 21-årige kokkeelev tilbage på de to måneder, han endte med at bruge på stedet som urimelige og traumatiserende.

– Jeg var ude af stand til at arbejde et halvt år efter, hvor jeg ikke kunne magte noget som helst. Jeg blev sindssygt skræmt af faget, fordi det var mit første møde med det, og det er jeg faktisk stadig lidt. Oplevelserne påvirker mig stadigvæk, og jeg har efterfølgende overvejet at droppe ud mange gange, siger han.

Det var ikke ualmindeligt, at en arbejdsuge kunne snige sig op på 70-80 timer for den unge kokkeelev, og det blev på meget kort tid ødelæggende.

– Jeg tabte mig 8-10 kilo på de to måneder, fordi jeg var så stresset. Når man har været så meget i gang hele dagen, er man fuldstændig pumpet med adrenalin og stress. Nogle gange lå jeg søvnløs til kl. 4 om natten, og så skulle jeg være der klokken 9 igen, siger han.

Ikke den eneste

Anders Kahlen Petersen står ikke alene med sine oplevelser. I en undersøgelse som 3F og Horesta lavede i foråret 2016, blev der sat fokus på, hvilke problemer kokkeleverne kæmper med i praktikken, og her bliver de benhårde arbejdsforhold bekræftet. 60 forskellige sager blev undersøgt og viste, at kokkeelever må finde sig i alt fra chikane til manglende løn til alenlange arbejdsdage.

Læs om undersøgelsen her

Selvom det fremgår på Hotel- og Restaurantskolens hjemmeside, som Anders Kahlen Petersen er tilknyttet, at elever som alle andre medarbejdere har ‘en arbejdsuge på 37 timer i gennemsnit’, var det aldrig noget han oplevede.

Min køkkenchef spurgte, om jeg havde prøvet at putte kokain på min pik og fået en tøs til at sutte den af
Anders Kahlen Petersen, kokkelev

– Det er hårdt af helvedes til at være i kokkelære, men jeg havde aldrig regnet med, at det ville være så fysisk og psykisk hårdt på samme tid. Jeg arbejdede 16-17 timer om dagen og fik kun løn for de 10 timer, der var godkendt dagligt. Alt ud over det blev kaldt interessetimer, siger kokkeeleven.

Interessetimer er et begreb, der bruges i branchen om timer, hvor kokkeeleven overarbejder gratis for læringens skyld. Anders Kahlen Petersen fik at vide, at han skulle se det som en ære at overarbejde ulønnet for at lære.

NetAvisen har interviewet medarbejdere fra Hotel- og Restaurantskolen om de arbejdsforhold, som kokkeeleverne kan møde i praktikken. Efterfølgende valgte de at trække deres citater tilbage.

Chikanerende køkkenchef

Anders Kahlen Petersen oplevede ligesom nogle af de adspurgte i undersøgelsen at chikane, fornærmelser og upassende sprogbrug, var en del af hverdagen i køkkenet.

– Der blev sagt mange stødende ting. Jeg finder mig i meget, men det begyndte at blive grænseoverskridende, da min køkkenchef spurgte, om jeg havde prøvet at putte kokain på min pik og fået en tøs til at sutte den af, siger kokkeeleven.

Læs også: Kokkeskoler giver karakterkrav klapsalver

3F fremhæver, at det særligt er følelsen af at blive dårligt behandlet, der er dominerende i de 60 udvalgte sager fra undersøgelsen. Anders Kahlen Petersen oplevede, at særligt køkkenchefen var nedladende og uretfærdig.

– Mine andre kolleger var super fede, men køkkenchefen var en nar. Han kunne finde på at svine mig til. Og når jeg så spurgte om hjælp for at gøre tingene, som han ville have, nægtede han bare, for det måtte jeg selv finde ud af, siger han.

Fagforening bør være på skoleskemaet

Da Anders Kahlen Petersen til sidst måtte opsige sin kontrakt på restauranten, fordi presset blev for stort, stod han uden et medlemskab hos en fagforening. Det er nemlig ikke et krav fra Hotel- og Restaurantskolens side, og det synes han bør laves om.

– Jeg fik lidt information om fagforeningen på skolen, men jeg havde slet ikke regnet med, at det ville være så nødvendigt, så jeg meldte mig ikke ind, siger kokkeeleven.

Læs også: Kvinder på erhvervsskoler giver sig selv karakteren 00

Efter opsigelsen meldte han sig ind i 3F med det samme for at få hjælp til at ligge sag an mod restauranten. Det kom kan aldrig videre med, men han er glad for, at medlemskabet gav ham muligheden.

I dag har kokkeeleven fundet et nyt praktiksted, og her bliver det bevist, at det er muligt at arbejde hårdt under gode forhold.

– Det sted, hvor jeg er nu, er sindssygt godt, og her overholder de reglerne, for hvor meget jeg skal arbejde. Hvis jeg har arbejdet over, får jeg også den tilsvarende løn, siger kokkeeleven.