Den nyeste mode inden for havebrug dikterer, at man får sig en kompostbunke. Og det er uanset om man bor på en gård uden for Lindknud eller på 3. sal på Nørrebro.
Man smider da ikke madaffald i skraldespanden. Næh, man smider det i sin kompostbunke.
Det har mange mennesker på gårde og i huse vidst i mange år efterhånden. Men den sidste
ny trend er, at også folk i lejligheder skal til at kompostere deres madaffald.
Er man rigtig trendy anskaffer man sig også et par høns, som, vupti, omdanner affald fra
aftenbordet til æg til morgenbordet. Komposttrenden er et amerikansk fænomen, vi snart
får at se i Danmark, forudser journalist og havebogsforfatter Signe Wenneberg, der i dag er aktuel med en genudgivelse af sin første bog ”Den Første Have”.
»Jeg rejste i Californien sidste år og de store problemer med skrald, finanskrise og
spild af mad har mundet ud i, at hvis man er hip, så skal man altså kompostere sit
køkkenaffald. Og man skal helst også have høns,« siger Signe Wenneberg.
Lejlighed ingen hindring
Som det sidste nye har trenden også ramt folk, der bor i lejligheder. Man anskaffer sig
nemlig bare en lille zinkspand, som man har stående i sin vindueskarm. Og som om det ikke
var hipt nok, kommer spanden fra modeland numero uno: Italien. Spanden er udstyret med et
kulfilter låg, så affaldet ikke står og lugter.
»Hver gang man har noget grønt affald, så putter man det deri. Og så tømmer man den cirka hver anden dag i en større kompostbeholder, som man har med sine naboer nede i gården,« siger Signe Wenneberg.
Det grønne er vigtigt
Og det er faktisk ikke kun en hobby at lave havearbejde. Tværtimod tjener omgangen med
planterne en vigtig funktion i vores travle, moderne liv.
»Hvis man går ud på altanen og lader være med at tage sin mobiltelefon med, så har man
lige fem minutters fred. Det er helende og helbredende for det moderne menneske,« mener
Signe Wenneberg.
»Det er enormt livsbekræftende at have med grønt at gøre hver dag. Du ser noget leve,
fordi du giver det vand. Fordi du passer det, så lever det. Hele cyklusen i en have eller
en altankasse eller en potte er livsbekræftende,« siger Signe Wenneberg.
Læs også: