Ligestillingseksperter: Aborter af forkert køn er ”uacceptable”

Når landets øverste abortmyndighed tillader aborter, fordi kønnet er ’forkert’, er det ifølge eksperter ”problematisk”.
Abortankenævnet har flere gange godkendt sene aborter, dvs. efter 12 ugers graviditet, da fosteret viste sig at være en pige. Dette har speciallæge og medlem af nævnet, Birgit Petersson, udtalt til DR Nyheder. Birgit Petersson tilføjede, at godkendelserne primært bliver givet til kvinder med en anden etnisk baggrund, fordi et mandligt familieoverhoved er mere ønskværdigt.

Ligebehandlingsekspert fra Center for Menneskerettigheder, Mandana Zarrehparvar, mener, at bevæggrunden for at få lavet aborten er forkert, og godkendelserne af aborten er et misforstået hensyn.
”Hvis det er på grund af, at der tages hensyn til en kultur, hvor man helst vil have drenge frem for piger, så synes jeg, det er et misforstået hensyn at tage. Fravalget skal heller ikke bero på barnets køn,” siger hun.

Sundhedsloven
I Sundhedsloven er loven om svangerskabsafbrydelse ikke krystalklar angående betingelserne for sen abort. I paragraf 94, stk. 6 står der bl.a. om sen abort, at: ”svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden”. Her mener Mandana Zarrehparvar ikke man kan finde belæg for godkendelsen.

”Vi kan jo ikke gå ind og sige, at fordi det er en pige, de får, ville det være en alvorlig belastning for kvinden. Det er meget svært for mig at acceptere etisk set.”

Globalt hensyn
Sine Lehn-Christiansen, adjunkt ved Roskilde Universitet med køn, etnicitet og ligestilling som forskningsområder ser alvorlige konsekvenser i fravælgelsen af piger.

”For det første er der det globale hensyn. Der bliver simpelthen så få kvinder, og det får nogle ret alvorlige konsekvenser,” siger hun.

Statistikker fra amerikanske Central Intelligence Agency fra 2011 viser, at Danmark ligger meget lige i kønsfordelingen af hele befolkningen. Men ved fødslen er der en ubalance. Der blev i 2011 født 105 drenge per 100 piger i Danmark. Dog er det langt værre i lande som Kina og Indien. I Indien bliver der født 112 drenge til 100 piger, og i Kina bliver ligger det på 113 drenge per 100 piger.

Prissætning på kønnet
Sine Lehn-Christiansen finder det ligeledes forkert, at vi sammenligner piger og drenges værd.

”Det er et udtryk for en værdisætning af henholdsvis drenge og piger, som er ret problematisk,” siger hun.

Når abortankenævnet tillader aborter, hvis kønnet er ’forkert’, mener hun, at:

”Man er med til at reproducere nogle kulturelle mønstre, som vi jo ellers på alle mulige andre måder har forsøgt at gøre op med eller har gjort op med i vores del af verden. Derfor er det mystisk, at man på det her punkt vælger at abortere sunde og raske pigefostre,” slutter hun.

Læs også: 

Pigefostre kan ende i sene aborter

Forkert køn sender danske kvinder til Sverige for abort