
De næste tre uger er Journalistik på Roskilde Universitet omdannet til én stor sjællandsk lokalredaktion. De studerende skal producere historier, der rykker ved livet i store og små byer.
I en tid med trange kår for lokaljournalistikken og lukninger af ugeblade omdannes Journalistik på Roskilde Universitet i de næste uger til en af landets største redaktioner for lokaljournalistik.
I alt vil 42 studerende udgive et væld af lokaljournalistiske nyheder fra Nordsjælland, Midtsjælland, Storkøbenhavn og Sydsjælland.
– Vi har store ambitioner om den journalistik, som vi skal udgive de næste tre uger. Historierne skal gøre en forskel i lokalmiljøerne derude, siger studielektor, Maria Bendix Wittchen, der også fungerer som en af NetAvisens tre redaktører.
Journalistikken udgives løbende på navisen.dk, som også er tilmeldt Pressenævnet.
På jagt efter de nære historier
På tidligere semestre har andre medier samlet flere af de studerendes historier op, og det er også ambitionen denne gang.
Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor landsdækkende har travlt med at løbe efter de helt store historier, som rækker udover landets grænser.
Læs også: Journalister fejrer nyhedsnæse og tempo i fingrene med prisfest
– Lige nu dækker danske medier i høj grad de store globale nyhedshistorier. Vores skribenter skal i stedet vende deres diktafoner og blik mod de lokale og regionale kilder og sager. Her gemmer sig et utal af vigtige og spændende nyheder om danskernes hverdag. Det handler for eksempel om skoleliv, klima, kriminalitet, ældrepleje, foreningsliv og mange andre nære og relevante emner, forklarer Maria Bendix Wittchen.
Arbejder sammen med stort mediehus
De studerende er i gang med deres journalistuddannelse på Roskilde Universitet og er tidligere blevet undervist i journalistiske nyhedsmetoder som for eksempel research, interview og vinkling. Metoderne skal nu bruges til at finde og formidle virkelige historier om livet, samfundet og kulturlivet til sjællænderne. Det sker i et samarbejde med Sjællandske Medier, som publicerer nyheder på sn.dk.
Læs også: RUC-forsker tæller kilders køn på navisen.dk
– Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Sjællandske Medier. Alle vores nyheder publiceres naturligvis på navisen.dk, men det er en fantastisk mulighed også at komme ud til alle sn.dk’s brugere, siger Maria Bendix Wittchen.
NetAvisen arbejder målrettet med at være gennemsigtig om de journalistiske metoder. Helt konkret betyder det, at alle artikler indeholder en forklaring af, hvordan artiklen er blevet til. Den såkaldte transparens-boks vil for eksempel forklare, hvor idéen stammer fra, hvordan kilderne er interviewet og så videre.
– Det er essentielt, at vores brugere får indsigt i de journalistiske metoder. Vi ved fra forskning, at transparens kan være med til at styrke mediers troværdighed, siger Maria Bendix Wittchen, der også forsker i presseetik.
Sådan gjorde vi: Denne artikel er bragt som indledning på det kursus, som NetAvisen er tilknyttet. I dette semester har NetAvisen samarbejdet med sn.dk, som udgiver en række af artiklerne. NetAvisen er dog også i produktion resten af året dog med færre artikler pr. uge end i kursusperioden. Læs mere om NetAvisen her.