LSD som alkohol-behandling? Nej tak, siger eksperter

 

Erstatningsmisbrug: Brug af LSD i behandling af alkoholisme giver kun et nyt problem, siger danske eksperter.
 Brug af LSD i behandling af alkoholisme giver kun et nyt problem, siger danske eksperter.

LSD kan hjælpe alkoholikere væk fra flasken, lyder en overraskende melding fra et norsk forskerteam.

Men det er meningsløst, mener formand og misbrugskonsulent for Dansk Center for Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme (DCAA), Lars Christiansen.

– Det betyder, at man behandler med noget, der bedøver i stedet for at komme ind til sygdommen, siger han.

Læs også: Webtv: Kanyler fylder stadig i Vesterbros gader 

Han bakkes op af næstformand i informationsudvalget for Anonyme Alkoholikere (AA), Hans Ritter.

– Det er som at bruge benzin til at slukke en brand, siger Hans Ritter.

Afhængig af det vi kan lide

Men det er ikke rusmidlet i sig selv, Lars Christiansen frygter.

– Man bliver jo heller ikke afhængig af heroin, hvis man kun tager det engang imellem. Afhængighed kommer, når der er noget, vi godt kan lide, siger han.

Det er som at bruge benzin til at slukke en brand
Hans Ritter, Anonyme Alkoholikere

Erstatningsmisbruget er derfor det, Lars Christiansen frygter. Han sværger i stedet til samtaleterapi og erkendelse af problemet. Men det er netop, hvad LSD’en kan hjælpe alkoholikere med. Rusmidlet har nemlig en god effekt på både forestillingsevne, perception og hukommelse.

– LSD stimulerer til nye forbindelser og mønstre og åbner generelt bevidstheden for nye perspektiver og handlingsmuligheder, mener den norske forskerduo, Teri Krebs og Pål-Ørjan Johansen, der er fra Norges teknisk-videnskabelige universitet (NTNU).

FAKTA:
Nordmænderne har i deres forskningsforsøg analyseret en amerikansk, national forskning omkring rusmidler og helse fra perioden 2001-2004.130.000 deltog i forskningen, og 22.000 af disse havde brugt psykedeliske stoffer én eller flere gange.

På 1960-tallet blev LSD rutinemessig tilbudt som behandling for alkoholisme og rusavhengighet i Norge, Canada, USA og andre land.

Urbefolkningen i Amerika har længe brugt psykedeliske planter (som peyote og ayahuasca) for at behandle alkoholisme og anden afhængighed.

LSD er ulovlig som rusmiddel i Danmark, men ikke som behandlingsmiddel.

Tilbage til 1970’erne

Vi kan se frem til tilstande som i 1970’erne og 1980’erne, hvor folk rendte rundt i evighedsruser, hvis vi begynder at behandle med rusmidlet, mener Lars Christiansen.

Men man bliver ikke afhængig af LSD, mener den norske forskerduo Krebs og Johansen.

Læs også: Gymnasier sætter stopper for torsdagsdruk

– Vi ved, at stoffet er ugiftigt for kroppen, og at det ikke giver afhængighed, siger de til videnskab.dk.

Et kæmpe nej tak

Men selv om Lars Christiansen netop mener, at vejen frem mod et ædru liv går gennem erkendelse, indsigt og aktiv handlen, så lyder der »et kæmpe nej tak« fra ham til LSD som behandling.

– Der er eksperimenteret nok med det stof, siger han.

Også Hans Ritter fra AA afviser blankt LSD som behandlingsmulighed.

– Jeg kender ingen, der har taget det i behandling, og kan ikke forestille mig at nogen behandlingsinstitutioner vil bruge dette, siger han.