Varde borgmester Erik Buhl Nielsen (V) er ikke i tvivl. Får Henne Kirkeby Kro en Michelin-stjerne, vil det få stor betydning for den vestjyske kommune:
– Det er vigtigt at fortælle omverdenen, at der også er noget positivt, som rager op i en provinskommune som vores, siger han og fortsætter:
– Det skaber en selvforståelse og stolthed af det, vi er en del af her i det vestjyske, men også hvis man tænker på køb af sommerhus eller fast bolig, så er der faktisk nogle muligheder her, som måske ikke er det første, man tænker på.
Michelin-restauranten er fuldstændig ligegyldig, hvis man ikke formår at lave noget spinoff på den,
Kresten Schultz Jørgensen, brandingekspert
I dag afgøres det, om Michelin vil drysse gourmetstjerner ud over hele landet og ikke kun København. I et fortroligt brev til de skandinaviske Michelin-restauranter beder guiden restauranterne om billeder til en ny Michelin Guide udelukkende til Skandinavien. Det har sat spekulationer i gang om en ny guide, som ikke længere kun vil forholde sig til hovedstadsområdet.
Det handler om at finde sin niche
I Vordingborg på Sydvestsjælland har Restaurant Babette netop overstået to uger med femretters trøffelmenuer. Restauranten nævnes, ligesom Henne Kirkeby Kro, som en af bejlerne til en Michelin-stjerne. Borgmester Knud Larsen (V) er ikke meget for at tage glæderne på forskud, men fortæller, hvordan en Michelin-stjerne kan distancere kommunen i forhold til nabokommunerne:
– I en generel markedsføringsstrategi, når vi snakker sammenligning kommunerne imellem, så er det dejligt at have en så anerkendt restaurant – og Babette er så absolut i superligaen.
Læs også: Kommune inddrag din borger
Ekstern lektor i strategisk kommunikation og branding ved CBS, Kresten Schultz Jørgensen, er enig i Knud Larsens betragtning. Han fortæller, det betyder meget, at landdistrikterne finder deres egne nicher ved eksempelvis gourmetmad for så at udvikle dem:
– Det gælder om at sige; den her lille restaurant den skal være kendt for noget særligt, en særlig ret eller et bær, noget som har specifikt med egnen at gøre – det er det, der er kunststykket. Det afgørende er ikke at få stjernen, men at få en særlig vinkel på den, konkluderer han.
Michelin-stjernen skal tænkes ind i hele kommunen
En Michelin-restaurant kan, ifølge Kresten Schultz Jørgensen, blive vendepunktet for nogle provinskommuner, som ellers kæmper imod affolkning og butiksdød. Men der er, med hans egne ord – ikke plads til at hvile på laurbærrene:
– Det kommer ikke af sig selv, og det er min grundpointe: Michelin-restauranten er fuldstændig ligegyldig, hvis man ikke formår at lave noget spinoff på den. Man skal skabe noget rundt om den – det kan være oplevelser eller skolefag. Så alle mulige profilerer af det her, og der skabes en positiv værdikæde.
Læs også: Derfor skal du putte tang i din Pizza
Tilbage i Varde medgiver borgmester Erik Buhl Nielsen, at det er den gode historie, som skal fortælles i håbet om blandt andet at lokke potentielle tilflyttere til kommunen:
– Det handler om image, om den her kvalitetsturisme,vi skal leve af på vestkysten generelt. Og lad os så få øjnene op for, at der også sker noget lidt ud over det sædvanelige, selvom man kommer vest for Valby Bakke, slutter han med en lille skjult stikpille til Michelin-guidens hidtidige københavneri.
Om Henne Kirkeby Kro og Restaurant Babette er en del af Michelin-guiden 2014, bliver offentliggjort ved en pressekonference i Stockholm her til formiddag.