Miljøminister anklager Frederikssund Kommune for lovbrud

Frederikssund Kommune erkender langsommelig indsats for grundvandsbeskyttelse.
Foto: Pixabay

Miljøminister Magnus Heunicke (S) anklagede den 1. april Frederikssund og en række andre kommuner for lovbrud.

Kommunerne skal have gjort sig skyldige i lovbrud, ved ikke at have beskyttet drikkevandet gennem de påkrævede påbud eller forbud mod brug af sprøjtemidler i boringsnære beskyttelsesområder, skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelse.

Hvad er boringsnære beskyttelsesområder?

Boringsnære beskyttelsesområder er nærområder til boringer til almene vandforsyninger, hvor der er en særlig risiko for forurening af det grundvand, som bruges til drikkevand.

Kilde: Miljøstyrelsen

Politisk enighed

Kommunalpolitikerne har for nylig vedtaget, at kommunen er villig til at gennemføre indsatser for grundvandsbeskyttelse, og at der er mulighed for at udstede påbud, hvis det ikke lykkes at indgå frivillige aftaler med lodsejerne.

– På det seneste byrådsmøde har vi taget stilling til og bekræftet, at vi bruger påbud i de helt konkrete sager. Jeg erkender absolut, at vi har været for lang tid om det, og vi arbejder på højtryk for at få det løst, siger formand for klima-, natur- og energiudvalget i Frederikssund Kommune, Søren Andreasen Weimann (B).

Det tager bare enormt lang tid at komme ud til lodsejerne og få afklaret, om de er villige til at indgå en frivillig aftale, og hvis de ikke er, så få afklaret, hvordan vi laver et påbud

Søren Andreasen Weimann (B)

Miljøminister kritiserer kommunerne for svigt af drikkevandet

– Det er dybt kritisabelt. Der er nul gode argumenter for at gamble med vores drikkevand, og jeg er forundret over, at 25 kommuner har ignoreret miljølovgivningen på bekostning af vores drikkevand, siger Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.

De 25 kommuner har kun formået at beskytte mellem 0 og 19 procent af de boringsnære beskyttelsesområder. 11 kommuner har beskyttet 0 procent, og en af disse er Frederikssund, der ikke har beskyttet et eneste af sine 68 aktive drikkevandsboringer.

Læs også: En storm i et glas grundvand: Vores børns vand kan stadig reddes

Udvalgsformand erkender problematik

Søren Andreasen Weimann (B), lægger sig fladt ned og erkender, at kommunen burde være nået længere.

– Det er en ren tilståelsessag. Det har taget for lang tid. Vi har i lang tid været klar over, at der findes pesticidrester i flere af vores drikkevandsboringer. Det har vi ikke løst på nogen særlig god måde, men vi har trods alt løst det ved at blande rent vand i, så vi holder os under grænseværdierne, siger han.

Langsommmelig proces

Det er et komplekst arbejde at få de nødvendige aftaler på plads mellem kommunen og de private lodsejere, mener Søren Andreasen Weimann (B).

– Vi har over de sidste tre år arbejdet på at finde løsninger. Det tager bare enormt lang tid at komme ud til lodsejerne og få afklaret, om de er villige til at indgå en frivillig aftale, og hvis de ikke er, så få afklaret, hvordan vi laver et påbud, siger han.

Læs også: Pesticider i Tårnbys drikkevand: »Det er foruroligende«

Vigtigt at beskytte grundvandet tæt på boringerne

Det er afgørende at beskytte de boringsnære beskyttelsesområder, for at reducere risikoen for forurening af drikkevandet i tilfælde af uheld eller fejldoseringer. Skulle et uheld opstå, vil beskyttelsen give vandværkerne bedre mulighed for at reagere og afværge en forurening. Det mener seniorkonsulent i Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA), Claus Vangsgård.

– Hvis der opstår en forurening, er der mindre tid til at fortynde den, før den når frem til boringen. Hvis forureningen sker tæt på en vandboring, kan den hurtigt bevæge sig mod boringen i en koncentreret form, hvilket kan medføre, at koncentrationen af skadelige stoffer i grundvandet overskrider de tilladte grænseværdier for drikkevand, siger han.

Magnus Heunicke (S) har bedt ankestyrelsen tage stilling til, om der kan rejses tilsynssager mod kommunerne.

Sådan gjorde vi: Journalisten blev bekendt med pressemeddelelsen fra Miljø- og Ligestillingsministeriet. Interviewene med Søren Andreasen Weimann (B) og Claus Vangsgård blev foretaget telefonisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.