Vordingborg Kommune har med biosfære-koordinatoren, Annette Tenberg, i spidsen ansøgt om at et område, der omfatter Møn, Nyord og de omkringliggende vandområder, fremover skal indgå i UNESCO’s biosfære-program.
Hvis det lykkes at få tildelt certificeringen, vil det hos Vordingborg Kommune blive betragtet som en hyldest til området og dets natur.
– Det er et unikt prædikat, også på verdensplan, og vi vil være det første område i Danmark med denne anerkendelse. Det ville være en hyldest til området og naturen, lyder det fra Annette Tenberg, Biosfære-koordinator i Vordingborg kommune.
UNESCO, der er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, forventes inden efteråret at løfte sløret for om ansøgningen er blevet accepteret.
Sidste led i ansøgningen
Vordingborg Kommune har nu afleveret en udviklingsplan, som forklarer beslutningstagerne hos UNESCO, hvordan kommunen vil gribe processen an, og hvad de vil foretage sig konkret de næste fem år, hvis de bliver tildelt UNESCO biosfærecertificeringen. Udviklingsplanen var sidste led i ansøgnings-processen, og ansøgningen er, ifølge Kommunen selv, blevet vel modtaget hos UNESCO.
På Møn og i Vordingborg kommune venter man spændt på svaret. Det kan nemlig gøre Møn til Danmarks første UNESCO biosfærecertificerede område. Hos kommunen håber man, at området i kraft af biosfærecertificeringen kan få styrket samspillet imellem lokalbefolkningen og naturen, ligesom man forventer en positiv vækst i arbejdspladser, turisme og befolkningstal.
Øget turisme
Ifølge Vordingborg Kommune, vil en certificering kunne bidrage med en positiv udvikling på flere parametre i området. Bl.a. peger man på, at en forventet øget turisme i området vil medføre flere arbejdspladser, og dermed også en grobund for, at flere mennesker flytter til området, som ellers har oplevet det modsatte de senere år, hvor flere og flere flytter væk.
Læs også: Danmarks kyster skal være større turistmagneter
Hos Geocenter Møns Klint, der er områdets største turistattraktion, er man ikke i tvivl om, at en UNESCO certificering af området vil kunne have en enorm effekt.
– Vi ved jo, at turister i dag i høj grad bliver lokket til af de her ”over-brands” som eksempelvis nationalparker og UNESCO verdensarv, og jeg tror vi i området, vil se samme effekt med denne certificering. Det er rigtig meget værd i markedsføring, lyder det fra Nils Torp, Direktør i Geocenter Møns Klint.
Hos Vordingborg kommune bliver der heller ikke lagt skjul på de økonomiske forhåbninger ved en certificering.
– Det har da været med i vores spæde overvejelser omkring ansøgningen, at man regner med, at det vil medføre øget turisme, som vil føre til flere arbejdspladser og dermed forhåbentlig flere beboere i området, fortæller Annette Tenberg.
Besvar spørgsmålet: Ville du besøge Møn som resultat af at det fik tildelt UNESCO’s biosfærecertificering?
Biosfære tankegangen
For Anette Tenberg er det vigtigt at understrege, at certificeringen af UNESCO bliver tildelt til områder, hvor mennesker trives i pagt med naturen, og samtidig skaber udvikling og lokale arbejdspladser. Det er dermed ikke, som mange andre programmer, udelukkende med fokus på naturbeskyttelse.
– Mange lignende programmer fokuserer oftest på ren beskyttelse af naturen og udvidelse af naturfredede områder, hvor det her program har mere fokus på at få engageret lokalbefolkningen i at værne om vores natur og skabe bæredygtige arbejdspladser samt andre nye bæredygtige tiltag.
Læs også: Mødre er vilde med træning i naturen
I forsøget på at involvere lokalbefolkningen fra start i processen, er der blevet afholdt en række workshops, hvor forskellige parter har kunne byde ind med ideer til bæredygtige tiltag i området.
– Vi har afholdt en række workshops for forskellige brugergrupper, herunder frivillige, virksomheder, kommunale ansætte etc. i det kommende biosfæreområde. Her kunne alle bidrage til processen. Det har været en stor succes, og hver gang er der kommet en række forslag til, hvad vi kan gøre i fællesskab for at skabe et bæredygtigt samfund i samspil med naturen, fortæller Annette Tenberg.
Annette Tenberg, der selv bor på Nyord, krydser sammen med resten af området og Vordingborg kommune fortrøstningsfuldt og optimistisk fingrer frem til afgørelsen, der falder inden efteråret 2017.