De unge rykker ind i kolonihaverne

Kolonihaver er i høj kurs, og det er der god grund til, mener forsker i havesociologi Bella Marckmann. Foto: MorgueFile.
Kolonihaver er i høj kurs, og det er der god grund til, mener forsker i havesociologi Bella Marckmann. Foto: MorgueFile.

Hjemmedyrkede jordbær, jord under neglene og en vimpel i flagstangen. Kolonihaver er attraktive, og også yngre generationer i byområderne står på spring for at få en kolonihave.

Haveforeningerne har fået flere nye beboere, end de plejer. I dag har hver tredje ejer haft sin kolonihave i under seks år. Det var kun hver femte, der var så ny i haveforeningerne for otte år siden. Der er altså flere, der føjer kolonihaveejer til CV’et. Det overrasker ikke Palle Hammerager, der er sekretær i kolonihaveforeningen Røde Mellemvej på Amager.

– Det er svært at få fat i en have, fordi der er så stor efterspørgsel på dem.

Læs også: I april og maj kommer have-nusserne frem

Sidste år blev der kun sat tre kolonihaver til salg ud af  de 143 haver i Røde Mellemvej haveforening. Men køberne står i kø. Også i haveforeningen Nyvang, i nærheden af Herlev, går kolonihaverne som varmt brød.

– De haver, der var til salg, var væk på samme dag, fortæller Claus Thrysøe, der er næstformand i Nyvang.

Kolonihaver var tidligere en nødløsning, hvis man ikke havde råd til andet. Men i dag kan det være folk, der har råd til et parcelhus, men som gerne vil fastholde bylivsstilen samtidig med, at de godt vil have en have og et fristed, når de får børn

Bella Margrethe Mørch Marckmann, adjunkt på Københavns Universitet, forsker i haven som sociologisk fænomen

Haveejerne er samtidig blevet yngre siden år 2006. Andelen af ejere under 40 år er nemlig steget med 25 procent på otte år. Men gennemsnitsalderen er stadig højere i kolonihaveforeningerne end i hele befolkningen. Tallene kommer fra Kolonihaveforbundets medlemsundersøgelse fra marts 2013, og de vidner om, at kolonihaver er eftertragtede i andre generationer end mormors.

Et alternativ til parcelhuset
To ud af tre haveejere bor i Region Hovedstaden eller de øvrige store byer, viser medlemsundersøgelsen.  Det er også især i områderne omkring de store byer, at der er rift om kolonihaverne, hvor ventelisterne tit er på ti år, fortæller Thomas Hermann Lang, jurist hos Dansk Kolonihaveforbund.

Bella Margrethe Mørch Marckmann, adjunkt på Sociologisk Institut på Københavns Universitet, forsker i haven som sociologisk fænomen, og hun forklarer, at kolonihaverne for mange fungerer som et alternativ til at flytte ud af byen for at få have, når man stifter familie.

– For en generation siden var det mest almindeligt, at man flyttede ind til byen, når man var studerende, og ud til forstæderne til hus med have, når man så skulle etablere sig som familie med børn.

I dag er det blevet mere almindeligt at blive boende i byen, når man stifter familie, og så prøver man at finde andre løsninger på at få en have, mener Bella Marckmann.

– Kolonihaver var tidligere en nødløsning, hvis man ikke havde råd til andet. Men i dag kan det være folk, der har råd til et parcelhus, men som gerne vil fastholde bylivsstilen samtidig med, at de godt vil have en have og et fristed, når de får børn, siger hun.

Konkret havearbejde og abstrakt erhvervsarbejde
Kolonihaverne er samtidig for nogle en måde at komme væk fra dagligdagens arbejde, forklarer Bella Marckmann.

Læs også: Vis mig din altankasse, og jeg kan fortælle dig at …

– Hvis man har et meget abstrakt arbejde, hvor man også er meget indenfor, så kan det være rart at komme ud i haven, som er konkret og håndgribelig. Man får brugt sin krop og alle sanser på en anden måde, end man gør, når man sidder foran en skærm.

Hun tilføjer, at mange i dag har et meget specialiseret arbejde, hvor man laver et lille hjørne af et stort projekt. Ved at dyrke spiselige ting og sager i kolonihaven, kan man opleve en helt anden helhed, end mange oplever på deres arbejde, forklarer Bella Marckmann.

– Man laver noget fra begyndelsen til slutningen. Man laver det hele selv: ’Jeg putter et frø i jorden, så kommer det op, og så bliver det til rucola, og så spiser jeg det’.