
I Gribskovs dybe stille ro, ånder alt ikke længere fred og idyl. Der kommer nemlig skud indefra Gribskov Skov. Lydene kommer altid efter mørkets frembrud, og det har stået på siden oktober.
Det fortæller lokale borgere fra landsbyen Gadevang. Sagen er nu anmeldt til Naturstyrelsen med mistanke om krybskytteri.
Senest torsdag nat har der igen været lyde fra skoven, der umiskendeligt lyder som skud, fortæller borgere. Klik på videoen, for selv at høre, hvordan det lyder.
På den lokale Facebook-gruppe fortæller flere borgere, at de også har hørt lyden af skud om natten. Én af de borgere, der har skrevet om lydene er Georg Larsen.
Hans hus ligger klos op ad Gribskov, og skoven er hans baghave. Georg Larsen fortæller, at han ofte hører skud inde fra skoven, og hver gang er det efter mørkets frembrud. Han hørte skud senest torsdag 6. november om aftenen.
”De sidste par aftener er skuddene kommet nede fra Strødamsreservatet af. Min baghave er Gribskov skov i nærmest 10 kilometers omkreds, og de skud jeg har hørt, er ikke 10 kilometer væk,” fortæller Georg Larsen.
Det er ikke kun Georg Larsen, der hører lyden af skud fra skoven. Kasper Neist bor på Strødam i Strødamsreservatet. Han siger, at han også har hørt natlige skud.
Han fortæller, at der går store flokke af vilde dyr i reservatet, og at dyrene går på de samme stier hver dag. Ifølge ham, er det primært rådyr og dådyr, der går i området.
”Jeg har hørt skud få gange, alle gange sent om aftenen. Men der bør jo ikke være skud på det tidspunkt,” fortæller Kasper Neist.
Ingen adgang for udefrakommende
Gribskov skov, der breder sig i Nordsjælland, er Danmarks største skov. Den er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, og skoven har landets største bestand af vildtlevende dådyr. Størstedelen af skoven er under Naturstyrelsens ansvar.
Det skriver Naturstyrelsen på deres hjemmeside.
Strødamsreservatet er et skovareal inde i Gribskov skov. Den er ejet af Jarlfonden, der har ansvaret for reservatet. Naturstyrelsen har derfor ikke ansvaret for Strødamsreservatet. Området er lukket for offentligheden, og det bliver udelukkende brugt til forskning. Strødamsreservatet er ”et af de naturskovsarealer i Danmark, der længst har ligget urørt hen”.
Det skriver Danmarks Naturfredningsforening.
Det betyder helt konkret, at naturen inde i Strødamsreservatet er præget af urørt skov, og at der ikke må drives jagt inde i reservatet. Reservatet dækker et areal på 160 hektar. Det svarer til 230 fodboldbaner.
Lige nu er det jagttid for krondyr. Man må drive jagt på krondyr fra d. 1 september til d. 15 oktober og igen fra d. 1 februar til d. 29 februar. Man må skyde dådyr fra d. 1 september til d.31 januar. Dog må der ikke skydes efter solnedgang. Det skriver Naturstyrelsen på deres hjemmeside.
Krybskytteri i Gribskov?
Georg Larsen fortæller, at han kontaktede Naturstyrelsen, da han hørte lyden af skud d.17 oktober.
Naturstyrelsen fortæller, at Georg Larsens anmeldelse den aften, var speciel, fordi det var mere end halvanden time efter solnedgang, og at der dertil blev anmeldt flere skud. Men samtidig er det også vigtigt at tage forbehold for, at lyden af skud også er påvirket af vindretningen. Det siger chefkonsulent i Naturstyrelsen, Jan Kidholm Christensen.
Han fortæller, at Naturstyrelsen tager påstandene om skud fra skoven alvorligt.
“Vi det tager det her ret alvorligt. Vi øger vores opmærksomhed ude i Gribskov nu, i forhold til om det kunne være krybskytteri. Det gør også, at hvis nogen af vores folk hører det her, så følger vi op på det. Vi kan ikke afvise, at det er krybskytteri, men sandsynligheden for, at det er det, er lille. Det er sjældent, at der er krybskytteri i Danmark,” fortæller chefkonsulent i Naturstyrelsen, Jan Kidholm Christensen.
Men hvorfor skyde efter mørkets frembrud? Ifølge Georg Larsen peger pilen én vej.
”Jeg formoder, at det kan være krybskytteri. Jeg ved det ikke, men jeg tænker, at det kunne være nogle, der kører ind i skoven, eller har stærke pandelamper, der blinder dyrene, og så finder de dyrene af den vej,” siger Georg Larsen.
Chefkonsulent Jan Kidholm Christensen fra Naturstyrelsen undrer sig også. Han siger, at det er svært at jage om natten, men at det samtidig også er sværere at blive opdaget, fordi der er færre mennesker i skoven. Måske er det nogle, der gør det, fordi det er spændende, siger han.
Samtidig fremhæver Jan Kidholm Christensen, at det er underligt, at der bliver skudt om natten, uden at skjule skuddene.
Men Georg Larsen bekymrer sig mere på dyrenes vegne end på sine egne. Hans budskab er klart: ”Man skal ikke gå og skyde dyr i mørke,” siger Georg Larsen.
Krybskytteri kan give fængsel op til 2 år, en bødestraf og en frakendelse af jagttegnet. Det fremgår fra retsinformation.dk

Lyde vækker undren
Kasper Neist, som også har hørt skud, tøver med at konstatere, at der er tale om krybskytteri.
”Krybskytteri er et voldsomt ord, men det er selvfølgelig bekymrende, hvis det viser sig, at det er det. Men jeg ved ikke, hvad det præcist kunne være,” siger han.
Han fortæller, at andre borgere i lokalområdet har fortalt, at de har set en folk unge drenge løbe fra Gribskov over i Strødamsreservatet. Kasper Neist har ikke selv set det.
Fonden reagerer
Frank Thulsted fra Jarlfonden, der ejer Strødamsreservatet, fortæller, at fonden netop er blevet orienteret fra borgere, der siger, at de hører skud om aftenen fra Strødamsreservatet. Men ifølge Frank Thulsted er det er svært at bestemme, hvor skuddene præcist kommer fra.
”Nu hvor jeg er blevet orienteret om det, så vil jeg følge op på det. For det første er reservatet jo lukket for offentligheden, og for det andet er vi jo selvfølgelig ikke glade for, hvis der skulle forekomme krybskytteri i reservatet. Men ligegyldigt hvad, skal der ikke være skud efter solnedgang,” siger Frank Thulsted.

En krybskytte er en person, der udøver jagt på en andens område, eller jagt på en fredet eller truet dyreart. Krybskytteri er reguleret af Jagtloven.
<liv<I Danmark må der kun drives jagt på vildt, der er fastsat jagttid for, og efter den jagttid, der er fastsat for arten. Det står i Jagtlovens § 3.
Jagt må som udgangspunkt kun finde sted i tiden fra solopgang til solnedgang, jf. § 4.
Jagtlovens § 13 fastslår, at det er forbudt at jage, hvor den pågældende ikke har jagtret, medmindre der er indhentet et samtykke fra den jagtberettigede.
Udgangspunktet er bødestraf, men ved forsætlig overtrædelse eller ved grov uagtsomhed er der risiko for fængselsstraf i indtil 2 år.
Der risiko for frakendelse af jagttegnet samt retten til erhvervelse heraf i op til 5 år ved forsætlige overtrædelser. Det siger jagtlovens kapitel 9.
Det fremgår fra retsinformation.dk
Forsvaret og hjemmeværnet afviser
Gribskov bliver også jævnligt brugt af jægere, der skyder i området. Det fortæller Hillerød Jagtforening og Gadevang Teglgård, der begge anvender Gribskov til jagt. De fortæller, at de udelukkende skyder om dagen, og begge foreninger afviser, at de har aktiviteter efter solnedgang i Gribskov.
Forsvaret og Hjemmeværnet afviser, at de har haft militære øvelser i skoven eller har kendskab til de natlige skud. I en skriftlig kommentar skriver Hjemmeværnet, at de altid skal de indhente tilladelse fra Politiet, hvis de skal have øvelsesaktiviteter om natten.
Nordsjællands Politi har ikke ønsket at kommentere sagen, og de vil ikke be- eller afkræfte, at de kender noget til lyden af skud.

Sådan gjorde jeg
Jeg fik et tip om en lokal Facebookgruppe, hvor borgere skrev om gentagende skud om natten fra Gribskov. Jeg kontaktede kilder, der havde skrevet opslag om høje skud og borgere, der havde kommenteret opslag, der handlede om skud om aftenen fra skoven. Jeg interviewede to kilder fra den lokale Facebookgruppe. Derefter kontaktede jeg Naturstyrelsen og Politiet. Forsvaret anbefalede mig at kontakte Hjemmeværnet. Min ene kilde nævnte Hillerød Jagtforening og Jarlfonden. Min anden kilde ledte mig til Gadevang Teglværk. Jeg har interviewet Naturstyrelsen og brugt deres hjemmeside. Jeg har også anvendt Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside med konkret faktuel viden om Gribskov og Strødamsreservatet.