Ti lokale har sat sig til rette i det tidligere hotel og nuværende Medborgerhus i Taastrup.
Dagens sidste sollys står ind gennem Medborgerhusets brede palævinduer, hvor hotelstemningen stadig er til stede. Man har blandt andet valgt at kalde nogle af mødelokalerne for lobbyen, suiten og foyeren.
Vi sidder inde i caféen, hvor Fonden for Socialt Ansvar har startet infomødet om Natteravnene, der foregår tirsdag aften den 16. april.
Til infomødet får de frivillige, der er mødt op, viden om, hvad det vil sige at være Natteravn. Natteravnenes primære opgave er at være synlige i nattebilledet, ved at gå i grupper af typisk tre frivillige. Derudover deler de også bolsjer og kondomer ud.
Det er på initiativ af Maria Rubin Nicolajsen, der er en kendt, lokal ildsjæl i Høje-Taastrup. Hun har nu kastet sig over arbejdet som såkaldt Natteravn, ligesom hun har set sin mor gøre det.
Mine børn skal ikke være i nærheden, hvis der kommer nogen, der har en skyder eller en kniv. Det er det, jeg frygter.
Maria Rubin Nicolajsen, mor til to 12-årige og initiativtager til, at Natteravnene bliver til virkelighed i Taastrup.
– Natteravnene skal tale med de unge. Der er mange unge mellem 14-18 år, der løber rundt på gaden om aftenen. Utrygheden ligger i, at der står mange unge ude på gaden. Unge, der ikke er en del af grupperingerne, kvinder eller ældre, bliver nervøse for at gå forbi de unge, der står i grupper, og vælger at gå en anden vej, siger hun.
– Det er ikke sikkert, at de unge vil gøre dem noget, men utrygheden kan stadig være til stede, fortsætter Maria Rubin Nicolajsen.
92 procent af Danmarks befolkning kender til Natteravnene. Af dem mener 87 procent, at Natteravnene skaber tryghed for unge i Nattelivet, skriver Fonden for Socialt Ansvar på sin hjemmeside.
Fakta om Natteravnene
- Natteravnene blev stiftet i Danmark, og gik for første gang på gaden i Helsingør i år 1998.
- Natteravnene er en del af Fonden for Socialt Ansvar.
- Natteravne-indsatsen er afhængig af økonomisk støtte fra fonde, virksomheder og private.
- Der er 3.500 Natteravne og 140 frivilligforeninger i Danmark.
Maria Rubin Nicolajsen er også selv mor til to 12-årige tvillinger. Hun kender selv til utrygheden. Og børnene får da heller ikke lov til at gå på skatebanen efter klokken 16. Hun er egentlig ikke bange for, at nogen vil gøre hendes børn noget. Det er noget andet, der bekymrer hende:
– Jeg er bange for de grupperinger, der sælger, tager lightergas, eller hvad pokker de gør. Hvis nogle skylder penge, kan der hurtigt komme tumult. Mine børn skal ikke være i nærheden, hvis der kommer nogen, der har en skyder eller en kniv. Det er det, jeg frygter, fortællter hun.
Det er ikke kun Maria Rubin Nicolajsen, der har oplevet, at der har været uro i Taastrup. Også René Rasmussen på 53 år, som tidligere har været Natteravn i Ishøj, har oplevet grupperinger på gaden.
– Der var 20-25 unge mennesker, der stod hætteklædt ude foran mit vindue. Der blev jeg lidt utryg. Der blev ved med at komme flere biler. Til sidst måtte jeg ringe til politiet, fortæller han.
Det er ikke, som det har været
Jens Dalsgaard Kristensen, leder for lokalpolitiet i Taastrup, ved ikke, om der reelt set er behov for Natteravnene.
– Det må være op til borgerne at vurdere, om de vil bruge deres fritid på det. Min oplevelse er, at Taastrup er et udmærket sted og der er generelt trygt i Taastrup. Der har tidligere været uro i Taastrup, men jeg mener, at vi sammen med kommunen, de erhvervsdrivende og beboerne er nået et pænt stykke videre fra, hvor vi har været, siger han.
– Tryghed er jo en subjektiv ting. Det er ikke op til mig at vurdere, om folk føler sig trygge eller utrygge. For nogle er det utrygt at se en politibil, og for nogle er det utrygt aldrig at se en politibil. Nogle føler sig utrygge ved at se to unge drenge på et gadehjørne. Det gør andre ikke. Det er ikke mig som politimand, der skal vurdere, om det er berettiget, at nogle føler sig trygge eller utrygge. Det er op til den enkelte, siger Jens Dalsgaard Kristensen, lederen af lokalpolitiet.
Fortrøstningsfuld foreningskonsulent
Jacob Sollerup, der er foreningskonsulent i Fonden for Socialt Ansvar, tror på, at Natteravne i Taastrups gader vil blive til virkelighed inden for nær fremtid.
– Jeg vil skyde på, at de har deres debutvandring til sidste skoledag den 17. maj. Det er målet, siger Jacob Sollerup efter infomødet.
Den stiftende generalforsamling finder sted den 2. maj kl. 18.00-19.30 i Medborgerhuset.
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt et opslag om infomødet i Facebook-gruppen ‘Alle os i Taastrup’ som Maria Rubin Nicolajsen stod bag. Journalisten kontaktede Maria Rubin Nicolajsen og deltog også selv i mødet. Journalisten har interviewet Fonden for Socialt Ansvar samt politiet. Vi har også rakt ud efter borgmesteren, men det var ikke muligt at få et interview.