
Foto: Mie Ravnholt Petersen
Opdateret 7/4 2025: Kommentar fra Miki Dam Larsen (S) tilføjet i bunden.
Når byrådet i Allerød Kommune afholder møder, skal man som nysgerrig borger møde fysisk op i byrådssalen. Det går imod den landsdækkende tendens, hvor langt de fleste kommuner allerede har tændt kameraerne.
Selvom livestreaming af byrådsmøder efterhånden er almindelig praksis rundt om i landet, har Allerød Kommune gennem årene holdt den digitale dør lukket.
Spørger man Det Konservative Folkepartis byrådsmedlem Jørgen Johansen, er borgerdeltagelsen i Allerød i frit fald – og det er et kæmpe problem.
– Vi har set gentagne byrådsmøder, hvor der er færre og færre, der kommer. Hvis man ikke er interesseret i, at borgerne ved, hvad der foregår til byrådsmøderne, så er man helt galt på den, siger Jørgen Johansen.
Han ser ikke borgernes fravær som et tegn på manglende interesse, men som et udtryk for, at den nuværende mødeform ikke længere passer til folks hverdag. Derfor mener han, at byrådet må finde nye måder at nå borgerne på.
– Med livestreaming behøver man ikke tage op til byrådssalen for at høre et to timers langt møde, men kan bare droppe ind og se det, der ’lige er for mig’, siger Jørgen Johansen.
Det forlænger levetiden på møderne og giver borgerne bedre mulighed for at følge med i byrådets arbejde.
Mark Blach-Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet
Læs også: Sorø Kommune overvejer at indføre livestreaming, selvom uendeligt få gider at se med
Kommunal transparens
Ifølge Jørgen Johansen handler modstanden mod livestreaming i høj grad om politisk usikkerhed. En usikkerhed over det ansvar, der følger med, når alt bliver optaget og gjort tilgængeligt for offentligheden.
– Hvis vi gerne vil have, at borgerne bliver mere interesserede i politik, så skal vi åbne op på alle de måder, vi kan. Vi skal også turde snakke politik og stå på mål for vores politiske beslutninger. Det gør du, når der livestreames – for dét kan du ikke løbe fra, siger han.
Forstå kommunal livestreaming
Flertallet gør det: Omkring 70 af landets kommuner livestreamer i dag deres byrådsmøder.
Prisniveau: En typisk løsning koster ca. 100.000 kr. i opstart og 90.000 kr. årligt i drift.
Fordele: Giver borgerne og politikerne mulighed for at følge med, selv efter et afholdt byrådsmøde
Kilde: Kommune TV
Blev opfordret af minister
Allerede i juni 2023 fik Allerøds borgmester, Karsten Längerich (V), ellers en klar opfordring fra højeste sted. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) sendte dengang et brev direkte til borgmesteren, hvor hun opfordrede kommunen til at overveje at livestreame byrådsmøderne.
Uddraget blev dengang bragt i sn.dk. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen, og Sophie Løhde er ikke vendt tilbage på NetAvisens henvendelser.
Borgmesteren er heller ikke vendt tilbage på NetAvisens henvendelser i forbindelse med denne artikel.
Streaming styrker indsigten
Ifølge Mark Blach-Ørsten er der klare demokratiske fordele ved at livestreame byrådsmøder. Han er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, hvor han bl.a. forsker i demokrati, valg og politisk troværdighed.
Han foreslår, at kommunen bør tager beslutningen op til genovervejelse.
– Rigtig mange andre kommuner er jo lykkedes med at livestreame deres møder. Så måske var det en idé at investere i det alligevel – netop af den åbenlyse årsag, at borgere godt kan lide at følge med i deres kommune, og at det vil være rigtig godt med mere transparens i de kommunale beslutninger, siger han.
Faktisk er det især efter byrådsmøderne er holdt – og kameraerne slukket – at de mange muligheder viser sig. For det gavner borgerne, når man kan tilgå byrådsmøderne langt tid efter, at møderne er afholdt.
– Det forlænger levetiden på møderne og giver borgerne bedre mulighed for at følge med i byrådets arbejde. Derfor er det en oplagt måde at oplyse borgerne mere om, hvad der foregår, og potentielt gøre det nemmere for dem at blive inddraget, siger han.
Læs også: Livestreaming af byrådsmøder: “Selvpromovering, så det næsten ikke er til at holde ud”
Borgerpanel giver mere
Allerøds viceborgmester, Miki Dam Larsen (S), er efter deadline vendt tilbage med følgende besked:
– Livestreaming er fin, men ikke gratis. Var det gratis havde vi bare gjort det. Vi kan for ca. samme midler lave et borgerpanel (hvor borgerne ikke bare kan lytte, men faktisk give holdninger til kende) og/eller ungeråd, der i højere grad end streaming bidrager til dialog og idéer, skriver han i en sms.
NetAvisen har rettet henvendelse til borgmester Karsten Längerich (V) og viceborgmester Miki Dam Larsen (S), og har forlagt dem kritikken. Miki Dam Larsen er vendt tilbage på sms efter deadline, mens borgmester Karsten Längerich ikke er vendt tilbage med svar.
Sådan gjorde vi: Historien opstod på baggrund af et tip i forbindelse med en anden artikel. Tippet blev efterprøvet, og vi kunne konstatere, at emnet havde været genstand for debat. For at få indblik i kommunal livestreaming kontaktede vi Kommune TV, der leverer livestreamingsløsninger til kommuner i hele landet. Jørgen Johansen blev interviewet telefonisk, mens Mark Blach-Ørsten blev interviewet ved fysisk fremmøde. Både Allerøds borgmester og viceborgmester er forsøgt kontaktet telefonisk og via besked.