Din store idiot. Hold kæft, hvor er du dum.
Tonen i den danske byggebranche har længe været alt for hård. Det mener arbejdstilsynet, der derfor tidligere på året indførte påbud og i værste fald bødestraf til de virksomheder og ansatte, der taler grimt til kollegaerne.
Det fremgår af Arbejdstilsynets opdaterede bødeoversigt, der viser, hvad virksomheder og ansatte kan bøde for.
Tiltaget er velset på byggepladserne rundt omkring i landet i virksomheden Lindpro. Jan Ranum, der er arbejdsmiljørepræsentant i den landsdækkende elektrikervirksomhed Lindpro, tror, at medarbejderne vil gå mere tryg på arbejde, når de ved, at det får konsekvenser for de personer, der taler stødende eller krænkende.
Læs også: Arbejdstilsynet undersøger dødsfald på kraftværk
– Jeg tror helt bestemt, at det kan betyde noget for den enkelte medarbejder, at der nu kan gives bøder for grimt eller krækende sprogbrug, siger Jan Ranum.
Han synes, at tiltaget er som hånd i handske i forhold til virksomhedens tanker og drøftelser.
– Vi drøfter ofte i ledelsen, hvordan vi kan stoppe det grimme sprogbrug. Derfor kommer tiltaget belejligt i forhold til vores drøftelser, fortæller Ranum.
Folk snakker i krogene
Selvom Jan Ranum ser positivt på tiltaget, oplever han sjældent tilfælde, hvor medarbejdere ytrer sin utilfredshed over stødende sprogbrug.
– Vi oplever ikke særlig tit, at en medarbejder kommer til os, fordi han/eller hun er blevet krænket. Det er noget, der er oppe at vende til møder og noget, vi fører statistik på, men vi oplever det ikke særlig tit, siger Jan Ranum.
Han bliver bakket op af Allan Leegaard, der er Arbejdsmiljøkonsulent i BAT-Kartellet, der er en samarbejdsorganisation med fagforeninger som 3F og HK.
Hos BAT-Kartellet er det også sjældent, at de modtager klager eller andre indikationer om hårdt sprogbrug.
Læs også: Psykolog: Dårligt arbejdsmiljø udfordrer julefrokosterne
– Vi hører det sker, men vi får næsten aldrig deciderede klager. Man hører ofte i krogene, at der er en hård tone i byggebranchen, men jeg har simpelthen ikke noget eksempel på en, der er kommet til os, fordi der er blevet talt for grimt til hende eller ham, siger Allan Leegaard.
Chikane er et tabu
Han vurderer, at mange håndværkere, synes, at det er pinligt at klage til fagforeningen, hvis kollegaerne taler grimt til dem.
– Det er et tabubelagt emne. Det er nok en af årsagerne til, at vi ikke får flere henvendelser fra håndværkerne ude i marken, siger Allan Leegaard, der ikke tør spå om, hvorvidt tiltaget overhovedet får nogen betydning for miljøet på arbejdspladsen.
– Jeg ved simpelthen ikke, hvilken en betydning det vil få, at man nu kan blive straffet for grimt sprogbrug. Det kan være, at det har signalværdi, men det kan også betyde tryghed hos den enkelte arbejder, siger arbejdsmiljøkonsulenten.
Arbejdstilsynet har ikke ønsket at udtale sig om det nye tiltag.
Sådan gjorde vi: Historien udspringer af, at journalisten læste i et medlemsblad fra Dansk Metal, hvor der var en note med nyheden om, at man kan få bøder ved groft sprogbrug. Alle kilder er interviewet telefonisk.