Mange danskere er vilde med sneakers, og i nyere tid er fodtøj blevet mere end bare noget, man har på fødderne. Sneakerkulturen er på sit højeste, og det har grafikeren Kim Sivert Jensen udnyttet, der sammen med sin søn William Sivert Jensen designer plakater af populære sneakers.
– Idéen opstod ved, at min søn gerne ville købe en sneakersplakat, men jeg syntes ikke, designet var særligt pænt. Jeg forsøgte derfor at lave mine egne, og de blev ret gode. Jeg går meget op i detaljerne på skoen, så det er vigtigt for mig at lave et autentisk billede. Det er lige dét, som giver det sidste, siger den sneakerglade grafiker.
Kim Sivert Jensen gik derfor i gang med at designe plakater med populære sko og oprettede Facebook-siden Sneakersart, der i løbet af de sidste 14 dage har fået over 500 likes samt mange henvendelser fra købere, der ønsker at få et par sneakers op og hænge på væggen.
Læs også: Alle kan se dine skjulte Facebook-billeder
Årsagen til plakaternes popularitet står klart ifølge Kim Sivert Jensen:
– Folk bliver grebet af, at plakaterne er flotte, og det er en cool måde at vise sin stil på. Indretningsmiljøet har jo ændret sig, og det er i dag muligt at personliggøre sit hjem. Mine forældres generation købte jo fx et maleri, som kom op og hænge i flere år, hvor det jo i dag er langt federe at have et billede af en sej sko hængende.
Jeg går meget op i detaljerne på skoen, så det er vigtigt for mig at lave et autentisk billede.
Kim Sivert Jensen, grafiker
Plakaterne er kommet for at blive
Sneakerentusiasten og medblogger på Créol Brothers Mads Emil Grove Møller forudser også, at sneakerplakaterne er noget, der kan blive og finde i danske hjem.
– Det er ikke længere nok bare at have sneakers på. Nu mener nogle også, at de skal dekorere deres hjem med afbildninger af sneakers, for at vise deres venner og familie hvor stor deres kærlighed for sneakers er. Dernæst er plakterne som sælges tit og ofte med de mere sjældne sneakers som motiv, sneakers som mange har haft svært ved at få fat i, og så kan de som minimum drømme om dem ved at kigge på en plakat i deres hjem. Plakater er helt klart kommet for at blive, siger bloggeren.
Læs også: Plakatkrig om natten
Der er en god grund til, at sneakers nu har udviklet sig fra at være fodtøj til at blive en indretningsgenstand, mener bloggeren.
– Der bliver brugt meget tid på design af sneakers fra sports- og mode mærkerne. Sneakers er ikke længere bare fodtøj, det er high-tech performance sko, som samtidig er designet af nogle af verdens bedste designere, brands og kunstnere. Derudover er nogle af de sneakers, som kommer på markedet enormt ”limited” og bliver derfor samlerobjekter og genstande, som er værdifulde og derfor værd at udstille og beundre, siger Mads Emil Grove Møller der tilføjer at, der også er lavet massere af bøger, dokumentarfilm og legetøj af sneakers, samt chokolader, kager og tøj med ikoniske sneakers print.
Samarbejde mellem far og søn
Både 38-årige Kim Sivert Jensen og Sønnen William Sivert Jensen, der går i niende klasse, har en stor kærlighed for sneakers. Netop den store aldersforskel gør det muligt for den uddannet grafiker at designe plakater til en bredere skare.
– Min søn William er god til at finde ud af, hvilke sneakers, der er oppe i tiden, og jeg er stor fan af de klassiske gamle sneakers fra min tid. Det er derfor muligt for os at lave forskellige plakater. Folk har dog bestemte forhold til bestemte sko, så de som kontakter os, er ofte ude efter nogle særlige par, siger Kim Sivert Jensen.
Læs også: Du kan snart være anonym på Facebook
Sneakersart modtager mange henvendelser fra kunder, der er interesseret i at lige deres favorit sko kan komme i ramme. Men det hindrer ikke sneakergrafikeren i at drømme om mere:
– Lige nu har jeg det sjovt med det, sammen med min søn, og vi kigger da også fremad og ser, om vi kan få det ud på andre formater.
Er du også vild med sneakers, så tjek de 21 mest ikoniske sneakers gennem tiden nedenfor.