Når australiere skal købe en Hawaiian eller en pepperoni-pizza fra Domino’s skal de snart kigge langt efter pizza-drengen på scooter, der bringer ud.
Domino’s i Australien har nemlig bygget en prototype på en robot, der skal levere deres pizzaer i fremtiden. Robotten hedder DRU, hvilket står for Domino’s Robotic Unit.
Den har allerede leveret de første par kundeordrer på sine første testture i delstaten Queensland i Australien. Dette er dog foregået under særlig tilladelse fra Queenslands Departement for Transport og Hovedveje og i semiautomatisk tilstand for at overholde den gældende lovgivning.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Domino’s Australien har sendt ud.
DRU står for Domino’s Robotic Unit
DRU fungerer som en selvkørende bil, der med sine sensorer kan styre uden om forhindringer.
Robotten vælger selv den bedste rute og kan selv navigere fra et startpunkt til en given destination ude hos kunden.
Når kunden har bestilt ordren, vil kunden få tilsendt en kode på mobilen, der skal indtastes, når DRU er kommet frem.
Kilde: DRU FAQ’s
Læs også: Robotters indtog på arbejdsmarkedet truer dit job
Det næste skridt for DRU er at levere pizzaer i Hamilton, Queensland i ugen op til d. 24. april:
– DRU er en del af vores team nu, og vi forudser, at han bliver en kæmpe del af vores fremtid, udtaler Domino’s Group CEO og Managing Director i Australien, Don Meji, i en pressemeddelelse.
Hvad med i Danmark?
I den danske afdeling af Domino’s har de godt hørt om robotten DRU, men fokusset ligger herhjemme dog på lidt mere traditionelle leveringsmetoder:
– Vi synes altid, det er spændende med nye initiativer. Men i Danmark begyndte vi sidste år at teste levering via cykler med stor succes, skriver Casper Blom, marketing manager for Domino’s i Danmark i en mail.
Dog afviser han ikke, at vi en dag herhjemme kan få vores pizzaer leveret af en robot:
– Vi tror, teknologien skal modne en smule, men det er noget, vi løbende vil se på.
Læs også: Så vilde er hverdagens robotter
Hvorvidt robotter skal levere pizza er et spørgsmål om personlige præferencer, forklarer Henrik Schärfe, der er robotforsker og CEO for den danske fond Autonomous, der har fokus på samspillet mellem robotter og samfundet.
– Jeg synes, man skal have det interface, virksomhed og kunde kan blive enige om. Nogle vil have pizzaen bragt ud (af et menneske, red.), og der er sikkert også nogle, der vil foretrække at blive serviceret af en robot, forklarer han i en mail.
Han påpeger, at robotlevering kræver en rummelig forretningsmodel, og at teknologien i robotterne er så tilpas udviklet, at de fungerer og kommer sikkert ud til de rigtige steder.
Men den nuværende danske lovgivning sætter en stopklods i hjulene på robotterne:
– For det første skal det være lovligt at sende robotter af den slags ud på gaden. Det er det ikke i Danmark lige nu, lyder det fra robotforskeren.
Dog bliver der lige nu arbejdet på at få lov til at få selvkørende biler ud på de danske veje.
– Når den lovgivning er på plads, vil det også være muligt at bringe mad og andre varer ud på den måde, forklarer Henrik Schärfe.
Vil du vide mere om DRU, kan du se en video om robotten her:
3 Responses to "Nu skal robotter bringe din pizza ud"