Ny forskning udfordrer teorien om månens dannelse

For ca. 4,5 milliarder år siden bragede Jorden sammen med en planet på størrelse med Mars. Materiale blev revet løs fra de to planeter og begyndte at cirkle om jorden, indtil tyngdekraften bragte stykkerne sammen og månen blev dannet.
 

Denne teori kaldes ‘the big impact theory’, og er den dominerende forklaring på månens oprindelse, men ny forskning sætter nu spørgsmålstegn ved dens holdbarhed.
 

Ifølge ‘The big impact theory’ skulle jorden bestå delvis af materiale fra jorden, og delvis af materiale fra den anden planet, som forskere kalder Theia.
 

Den nye undersøgelse, foretaget af Geokemikeren Junjun Zhang fra University of Chicago viser, at månesten har en sammensætning af titanium-isotoper, der er meget lig jordens, og det er problematisk for teorien.
 

– Når sammensætningen af titanium fra månestene er det samme som på Jorden, modsiger det ifølge den nye undersøgelse, at månen også skulle bestå at stof fra Theia, fortæller James Connelly, professor hos Center for Stjerne- og Planetdannelse på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.
 

Jordens fingeraftryk
 

Isotoper er små afarter af grundstoffer, som f.eks. titanium eller oxygen. Sammensætningen af disse isotoper er ofte unikke for de enkelte planeter, og derfor kan de ses som et fingeraftryk, for den enkelte planet.
 

Med fundet, der viser, at jorden og månen har samme titanium-isotoper, foreslår forskere, at månen udelukkende består af materiale fra jorden. Ifølge James Connelly er det dog ikke umuligt, at jorden og Theia havde samme sammensætning:
 

– Rapporten er baseret på en ide om, at jorden og Theia ikke havde samme isotopiske sammensætning. Det er ikke et helt vandtæt argument, og betyder endnu ikke at ‘big impact teorien’ er i fare.
 

Månens dannelse
 

Det nye fund afviser ikke, at jorden er blevet ramt af en anden planet:
 

– De siger ikke, at modellen i sig selv er forkert. De mener stadig der har været et sammenstød, men at noget andet er sket derefter, fortæller James Connelly om det nye forskningsresultat.
 

Et af de alternative forslag går på, at jorden efter sammenstødet med den anden planet, er blevet sat i så hurtig rotation, at et stykke af jorden har revet sig løs, og det er dette stykke, som er blevet til månen. Denne teori har dog svært ved at forklare, hvordan Jorden derefter er stoppet med at spinne så hurtigt.
 

James Connelly mener heller ikke, at det nye fund ændrer fundamentalt ved, hvordan forskere ser på månens dannelse:
 

– Denne undersøgelse giver et nyt argument for eller imod. De næste grupper vil prøve at udvide det til andre områder.

Læs mere:

Astronaut fotograferer mystisk Sahara-fænomen

Banebrydende foto afslører 200.000 galakser