Ny strikkeklub på Helsingør Lilleskole er en succes

Garnet og strikkepindene ligger klar til strikkeklub.
Foto: Caroline Augustine

Marianne Hartman Budkin, lærer på Helsingør Lilleskole, er henrykt over, hvor godt det er gået med deres nye klub. Hver onsdag i spisefrikvarteret bliver garnet og strikkepindene nemlig hevet frem, når der er strikkeklub på Helsingør Lilleskole.

– Jeg synes, det er rigtigt hyggeligt, og vi er enige om, mig og den anden lærer der står for det, at det er en stor succes. Det har gjort, at både piger og drenge mødes. Så sidder de og nørder med strik, og synes det er fedt, siger Marianne Hartman Budkin.

Der sidder ofte fem til ti børn hver gang, og det er specielt blevet et hit i fjerde og sjette klasse.

– Så sætter vi hyggepejsen op på storskærmen, og så sidder vi og strikker. Så kan man også komme og lære at strikke af hinanden. Nogle piger fra sjette klasse er allerede i gang med trøje nummer to, så det er helt vildt, siger Marianne Hartman Budkin.

Der er plads til alle i strikkeklubben, hvor også drenge med “hiphopkasketter” kommer for at strikke. Ifølge Marianne Hartman Budkin er børnene glade for, at de ikke skal ud og lege, men har mulighed for at komme ind og sidde, hvis de hellere vil det.

Håndværk hjælper på bl.a. langvarig negativ stress og angst

At have et håndværk, såsom strikning, er dog meget mere end bare hyggeligt og sjovt.

Ifølge Elise Bromann Bukhave, der er uddannet forsker i humanistisk sundhedsvidenskab, ergoterapeut og har en uddannelse i craft-psykologi, kan et håndværk, eller “craft” som hun kalder det, hjælpe med at forebygge og lindre mental mistrivsel.

Fakta om craftpsykologi

  • Det er vigtigt at matche håndværket med det udfordringsniveau, man kan kapere.
  • Hvis det ikke bliver matchet, bliver ens opmærksomhed ikke holdt, og man kommer ikke i flow.
  • Hvis det bliver for let, begynder ens tanker at vandre, og de bekymrende tanker kan liste sig ind.
  • Hvis det bliver for svært, mister man opmærksomheden pga. det for høje niveau.

Kilde: Elise Bromann Bukhave

– Craft er godt, fordi det giver en mulighed for at fordybe sig i en aktivitet, så man træner sig selv i at bruge sin fulde opmærksomhed på, det man laver. Det giver positive sundhedseffekter. Fokuseret opmærksomhed giver ro i ens mentale system, siger Elise Bromann Bukhave.

Ifølge hende kan fordybelse i håndværksaktiviteten stimulerer én, så man kommer i en tilstand af flow.

– Formålet er, at man kommer i flow. Det vil sige, at man bliver et med aktiviteten og ikke har plads til andre tanker. Hvis man f.eks. er meget bekymret eller har negative tanker, der fuldstændig kan overtage, så kan det hjælpe at komme i flow, siger Elise Bromann Bukhave.

“Vi gik egentlig bare i gang”

Marianne Hartman Budkin fik idéen til strikkeklubben, da hun så nogle af sine elever sidde og strikke.

– Det startede, da jeg så, at nogle børn i femte klasse, jeg har i engelsk, var begyndt at strikke. Jeg ved ikke helt, hvorfor de startede. De sad bare pludselig og strikkede i frikvarterne, og så tænkte jeg: ‘Hold da op. Det er da fedt, de gør det’, siger Marianne Hartman Budkin.

Hun startede ud med at gøre det i sit eget klasseværelse, men da en anden kollega viste interesse for idéen, slog de sig sammen om at få strikkeklubben op at køre.

Udover at det er hyggeligt, giver klubben, ifølge Marianne Hartman Budkin, også et sted, hvor børnene kan gå hen og lave noget, hvor der er mere ro på.

Læs også: Strikkeklub bringer unge og ældre sammen

Derudover giver det hende mulighed for at skabe nye gode relationer til sine elever.

– Man får en anden rolle end bare den der lærer, der kommer ind og underviser. Så er man pludselig en, der kan sidde og hygge, siger Marianne Hartman Budkin.

Hugo sidder og strikker i klasseværelset på Helsingør Lilleskole. Foto: Marianne Hartman Budkin

“Det ville være fedt, hvis der var mere tid.”

Hvis strikkeklubsuccesen fortsætter, kunne Marianne Hartman Budkin godt tænke sig at udvide, så man havde lidt længere tid end bare en halv time.

– Man når lige at lære to børn at slå masker op, og så skal man slutte, siger hun.

Hun afventer dog og ser om interessen hos eleverne fortsætter, eller om det bare er en dille, før hun undersøger muligheder for at forlænge tiden.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt ud af igennem facebook, at skolen havde startet en strikkeklub. Hun kontaktede derfor skolen og en ekspert på området.