Nyt hashtag udfordrer dig til at samle skrald

Challenge skal få folk til at rydde op i naturen.
Foto: Karena Thek.

Icebucket Challenge, #metoo, Running Man Challenge, og #jesuischarlie. Listen er lang, når det kommer til digitale udfordringer og såkaldte aktivistiske hashtags.

Den mest populære challenge på de sociale medier lige nu er #trashtag challenge. Den skal få folk til at samle skrald i naturen. Du poster et før og efter billede på dine sociale medier, hvor du viser, at du har fjernet skrald, og så tagger du billedet med ordet ‘trashtag’. Du kan ligeledes nominere andre venner til at gøre det samme.

Ifølge Tina Thode Hougaard, der forsker i sprog og retorik på de sociale medier, er det en del af en tendens, hvor man bruger hashtags som et led i aktivisme. Man bliver en del af et mindre forpligtende fælleskab, hvor man sammen kæmper for en sag, uden at være afhængige af hinanden.

– Det er en ny form for aktivisme, der kan noget, som den traditionelle form for aktivisme ikke kan. Der er dog altid en risiko for, at sådanne aktivistiske hashtags bliver noget, der ikke fører til handling. Men lige præcis det her hashtag adskiller sig fra andre hashtags i samme kategori, fordi man har handlet, når man tagger, siger Tina Thode Hougaard.

Allerede lanceret i 2015

Trashtag Challenge blev allerede lanceret i 2015 af UCO, som er et amerikansk mærke, der sælger udstyr til friluftsliv. Udfordringen er dog først blevet populær i løbet af den seneste uge, efter en Facebook bruger delte et billede, hvor han udfordrer folk til at deltage i denne challenge.

Opslaget er siden da blevet delt mere end 300.000 gange.

Ifølge Tina Thode Hougaard er det endnu uvist, om Trashtag Challenge vil være i rampelyset på de sociale medier i længere tid.

– Der er rigtig mange, der i forvejen gerne vil gøre noget i forhold til skrald og klimaet. Der er en retorisk opmærksomhed på det, og derfor er der en risiko for, at det kan blive glemt i mængden af alle de andre ting, man kunne gøre, siger Tina Thode Hougaard.

– Der er dog også en chance for, at denne challenge kan få en lidt længere levetid og dermed en større virkning, fordi det knytter an til noget, der allerede er på dagsordenen. Det er helt sikkert også en fordel, at der er noget aktiverende og et spilelement i det, siger Tina Thode Hougaard.

Tina Thode Hougaard spår dog, at tendensen til aktivistiske hashtags er noget, der vil fortsætte i mange år endnu.

Michael, 31: Endelig en challenge der giver mening

En af de danskere, der allerede har benyttet sig af hashtagget og udført Trashtag Challenge, er den 31-årige Michael Gade Tronøe fra Ringkøbing.

– Jeg læste om det på en hjemmeside, og jeg tænkte, at der endelig var en challenge, jeg kunne bakke op om. Jeg har aldrig været til de trends, der florerer på nettet, men jeg synes, at denne her giver mening, fordi man gør noget nyttigt for miljøet, siger Michael Gade Tronøe.

Læs også: Indsamlere kæmper mod voksende mængder affald

For Michael Gade Tronøe var det herefter et opslag i en Facebook gruppe, der gav ham det sidste skub i retning mod at udføre udfordringen. Her havde en mand taget billeder af en masse skrald i byen og klaget over, at der ikke var nogen, der samlede det op.

– Den bedste måde at statuere et eksempel på var at gå ud og fjerne det hele, og så lægge et billede op, hvor man kunne se, at det var fjernet. Jeg ville dog have udført denne challenge uanset hvad, da jeg synes, at det er vigtigt at hjælpe miljøet, siger Michael Gade Tronøe.

Michael Gade Tronøe håber, at der er flere danskere, der vil gøre ligesom ham.

– Jeg samlede omkring 30-40 kilo skrald på to timer, og hvis vi bare er 15.000 mennesker, der gider at gøre det en enkelt dag i Danmark, så kan vi få fjernet en masse skrald, afslutter Michael Gade Tronøe.

Supermarkedskæden Netto er også hoppet med på bølgen, og i onsdags delte de et opslag på deres Facebook side, hvor de opfordrer folk til at deltage i Trashtag Challenge.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod, da journalisten havde læst om denne challenge på en amerikansk hjemmeside. Citaterne stammer fra telefoninterviews med begge kilder, og jeg fandt Michael Gade Tronøe på Instagram under hashtagget ‘trashtag’.