Nyt teaterstykke sætter spot på unges psykiske problemer

14500463_10153837296142344_3811837059953172880_o
Cille Emilie Nielsen og de andre unge medvirkende har været med til at skrive manuskriptet sammen med instruktøren Peter Dupont Weiss. Foto: Jon Bjarni Hjartarson

Lyset bliver slukket. Et spotlight bliver tændt. En korthåret pige går forsigtigt helt frem til scenekanten og kigger ud mod publikum. Med en stille men klar stemme fortæller hun om, hvordan hun ikke kan lade være med at skære i sine underarme. Tårerne triller ned ad kinderne.

– For mig har det sværere været, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Ved at sætte den på min hud, kunne jeg se det med mine egne øjne, fortæller 17-årig Cille Emilie Nielsen, der er en af de medvirkende i teaterforestillingen DER SKAL MOD TIL.

– Jeg har haft brug for at sige det højt, både for min egen skyld, men også så jeg hjælpe andre unge, der står i samme situation, fortæller Cille Emilie Nielsen.

DER SKAL MOD TIL er et teaterstykket, der er opført af fonden C:ntact, som er kendt for at lave projekter, hvor den personlige fortælling er i fokus. I forestillingen opfører en flok unge alt fra digte til rapsange om deres egne diagnoser, indlæggelse og indre dæmoner. Stykket bliver opført på det københavnske teater Edison indtil 25. november og skal derefter på turne i resten af landet.

Det kan hjælpe med at bryde nogle af de generelle fordomme, som alt for mange mennesker har om, hvad psykiske sygedomme er.
Chefpsykolog Michael Danielsen for Psykiatrifonden

Mistrivsel blandt unge i tal

  • 22.pct. af 18-årige i 2016 har depressive symptomer.
  • Det er mere end dobbelt så mange, som da de samme unge blev spurgt som 15-årige.
  • 5-18 pct. af børn og unge i Danmark føler sig ensomme.
  • 20-25 pct. af danske unge har prøvet at skade sig selv.Kilde: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Budskabet skal udbredes
For Leonora Wullf-Jørgensen, der er projektleder på forestillingen, er det nemlig ikke nok at unge i København lærer om sårbarhed og psykiske problemer.

– Jeg synes, det er et budskab, der skal ud andre steder end bare her.

Der er også blevet lavet undervisningsmateriale til forestillingen, så de skoleklasser, der kommer og ser stykket, bagefter kan diskutere, hvad de har set.

– Rigtig mange oplever, at de kan genkende sig selv i medvirkende.

Instruktør Peter Dupont Weiss var den, som kom og ville lave noget om unge med psykiske problemer, da han havde læst en SFI-rapport, der viste, at hele 22 procent af 18-årige har depressive symptomer i 2016.

– Det har været en stor mangelvare, at det er blevet taget op i tv og i andre medier, men ikke i så direkte form som teatret. Det har haft en stærk pædagogisk og uddannende funktion for mange unge mennesker, der kommer og ser forestillingen.

Chefpsykolog Michael Danielsen fra Psykiatrifonden mener også, at de unge medvirkendes fortællinger om dem selv, kan være med til at sætte ansigt på og dermed give flere nuancer.

– Det kan hjælpe med at bryde nogle af de generelle fordomme, som alt for mange mennesker har om, hvad psykiske sygedomme er.

De her mennesker er blevet behandlet meget voldsomt. Det, at de kan slæbe sig selv hen til os på teatret og stille sig op scenen og fortælle deres historier, fordi de synes, det er vigtigt andre mennesker hører om dem, er overvældende.
Instruktør Peter Dupont Weiss

Læs også: Ny sommerlejr skal styrke unge pigers selvværd

Forbehold
Chefpsykologen understreger dog, hvor vigtigt det er, at de unge, som er med i forestillingen, kan holde til presset og ikke får det værre, end de allerede har det – eller har haft det.

– Det skal helst ikke være på et tidspunkt i et sygdomsforløb, hvor den unge overskrider egne grænser.

Men det har projektleder Leonora Wulff-Jørgensen været opmærksom på. De har fra start haft nogle etiske retningslinjer og haft løbende samtaler med de medvirkende i forestillingen.

– Vi har lagt rigtig meget vægt på, at vi ikke skulle have nogle, der var i behandling, men nogle var kommet ud på den anden side, så vi ikke gik ind og blandede os i en behandling.

For Cille Emilie Nielsen har det at medvirke været en styrkende proces. Især det, at det har at møde andre unge, som er i samme situation som én selv.

– Jeg har nogle gange været til terapigrupper med andre unge, men det her har været noget andet. Alle, der er her, er her for at hjælpe andre unge ved at fortælle deres historier, siger Cille Emilie Nielsen.

Vi har kæmpet

Instruktøren var dog på forhånd klar over, at det ville blive en hård proces, og at ikke alle medvirkende ville kunne klare at være med det hele vejen igennem.

– Lige fra den første uge har medvirkende sprunget fra. Nogle kan ikke fortsætte, fordi det bliver for hårdt. Det har vi været indstillet på til at starte med, siger Peter Dupont Weiss.

Desuden har han også været påpasselig med at presse de unge for meget. Derfor har det været vigtigt for ham at understrege over for dem, at det er okay, at komme og have en lortedag og ikke lægge skjul på det.

– Her er det okay, at komme med alle sine problemer. Der er ingen ambitioner om, at de skal helbredes for noget som helst, siger han.

Den største motivation

Cille Emilie Nielsen har nogle gange været helt nede i kulkælderen og har har ikke altid kunne finde lysten til at fortsætte.

– Det har været mega hårdt. Det var svært at holde gnisten oppe en gang imellem, fordi det var så hårdt, siger Ceille Emilie Nielsen.

Hun er alligevel blevet ved, fordi hun vidste, at hun gjorde noget godt for sig selv.

Men den største motivation for Cille Emilie Nielsen og de andre unge, er, at der godt måtte have været nogle, der kunne have fortalt dem lidt om psykiske diagnoser, da de gik i folkeskole.

– At man ikke bare kommer som et problem, men at man kan få lov at producere et meget vigtigt produkt, der kan betyde en hel masse for andre mennesker, siger instruktør Peter Dupont Weiss.

 

Livsbekræftende  

Noget, der har overrasket Peter Dupont Weiss, er at de unge medvirkende har haft en enorm styrke og vilje til at sætte sig ud over deres problemer.

– De her mennesker er blevet behandlet meget voldsomt. Det, at de kan slæbe sig selv hen til os på teatret og stille sig op scenen og fortælle deres historier, fordi de synes, det er vigtigt andre mennesker hører om dem, er overvældende.