»For mange inkompetente skiderikker tror, at de kan tatovere, fordi de engang tegnede en flot stjerne!«

Nyt lovforslag vil stille højere krav til hygiejne og kontrol over tatoveringsforretninger. På billedet fjernes en tattovering med laserbehandling.
Foto: James Mutter

Danmark er spækket med talentløse amatører, der køber et billigt tatoveringssæt, for derefter at kalde sig tatovører. De kan få lov at tegne på de mange ivrige sjæle, der forhastet finder den første og billigste tatovør, og lader dem mærke deres skind for livet med discountblæk. Resultatet bliver ofte både grimt og sundhedsskadeligt.

Cirka sådan lyder den farverige holdningstilkendegivelse fra tatovør Niskie Claesson fra Upskiboo Tattoo og Carsten Nicolaisen ditto fra Incredible Ink, der begge arbejder på Vesterbro i København.

Læs også: Formand og overlæge enige: Reglerne for tatoveringer skal strammes yderligere

Begge to er derfor også svært begejstrede over et nyt lovforslag, der kræver bedre kontrol over tatovørsaloner og deres hygiejneforhold.

– Det er en glimrende idé at få styr på hvad fanden der foregår. Det kan jeg kun se som en fordel for hele branchen. For lige i øjeblikket er branchen meget broget. Enhver kan kalde sig tatovør uden at have nogen forudsætninger for at tatovere, hvilket er total uansvarligt. For det er dér alle skaderne sker. Det får hele branchen til at ligne lort, at der sidder alle mulige skufler derude og hakker i hinanden, uden at vide hvad fanden de laver. Så det ville være fedt med en regulering.

Det samme gør Carsten Nicolaisen.

– Jeg synes faktisk, at det lyder som et rigtig godt forslag.

Billige tatoveringer skuffer ofte

Ifølge de to tatovører, er der stor efterspørgsel på billige tatoveringer, hvilket resulterer i at mange saloner konkurrerer på pris – på bekostning af kvalitet.

– Der er en priskrig i øjeblikket. Folk kommer tit ind og spørger, hvad et bestemt motiv koster, uden at se på, hvad vi laver herinde. Det er som om, de glemmer, at en tatovering er noget, der skal side på dig resten af livet, siger Niskie Claesson uforstående.

Niskie Claesson fra Upskiboo Tattoo. 
Foto: Alexander Dahl

Men den billige tatovering skuffer ofte, oplever de begge. Derfor har de mange kunder, der kommer desperate tilbage til deres tattoo-saloner, i håb om, at de kan rette op på fejlene.

– Vi oplever tit, at der kommer en person ned og spørger, hvad en tatovering koster. Hvis vedkommende kan få det billigere et andet sted, så går han igen. Et par måneder efter kommer samme person og spørger, om vi kan redde det. Det kan vi muligvis, men nu er prisen bare fordoblet, fordi vi skal rette op på et eller andet lort, fortæller Carsten Nicolaisen.

 

Carsten Nicolaisen fra Incredible Ink.
Foto: Alexander Dahl

“Den største fejl jeg har begået i mit liv”

Kristian Smith Smeden er en af dem, der engang lod sig lokke af et billigt tilbud, og måtte lide efterfølgende.

– Tatovøren var godt nok kun lærling, men jeg havde set nogle billeder af noget, han havde lavet, som så helt fine ud. Og det var billigt.

Men resultatet blev ikke som forventet.

-Stavefejl og en umiddelbart skaldet dame med udtværet skygge. Det var, hvad jeg endte op med.

Dengang var Kristian Smith Smeden kun 18 år, så han havde ikke råd til at få rettet op på tatoveringen. I dag er han 25 år, og det er først i løbet af de sidste to år, at han har haft økonomisk råderum til at fikse problemet. Tiden der i mellem gik han udelukkende med langærmede trøjer, eftersom han var for flov til at vise sin tatoverede arm til nogen.

– Det er den største fejl jeg har begået i mit liv.

Han måtte gennem en omfattende laserbehandling, og derefter tegne hele armen over med en ny tatovering. Efter en langtrukken og smertefuld proces, der endte med at koste omkring 15.000 kroner, har Kristian nu fået overmalet hele sin arm. Men det nager ham stadig at have brugt alle de penge efterfølgende, fordi han jagtede det gode tilbud til at starte med.

Sådan gjorde vi: Ideen udsprang af det nye lovforslag fra sundhedsministeren. Journalisten ringede rundt til et par tatovører, for at danne sig et overblik, og tog derefter ned og besøgte to af dem i deres forretning. Erfaringskilden blev fundet på en Facebookgruppe. Tatovørende er interviewet i deres forretning, og erfaringskilden er interviewet over skrift.