Hvis du går og drømmer om en plads på et af Københavns fede kollegier, kan du godt finde videokameraet frem for at lave en sjov musikvideo eller studere lidt ekstra for at forbedre karaktergennemsnittet. På den måde forkortes vejen til kollegieværelserne, hvor ventelisterne er lange.
”Der er mange, der sender noget kreativt med”, udtaler Gitte Sofie Jakobsen, der sidder i kontaktudvalget på Egmont Kollegiet i København, der behandler ansøgninger fra de studerende.
”Der er rigtig mange, der skriver sange, laver en lille video eller sender produkter med”.
Se også: Gakket ansøgningsvideo
Anne Marie Larsen, næstformand og levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd, DSF, mener, at det er ”gammeldags” og ”elitært” at have optagelseskriterier, hvor det handler om ”at være sjov, se godt ud eller have høje karakterer”.
”Vi har en helt klar holdning om, at vi synes, der skal være nogle fair og lige adgangskriterier til kollegierne i København og resten af landet,” udtaler hun.
Ligesom at skrive en jobansøgning
Gitte Jakobsen gør opmærksom på, at de få pladser skal fordeles til rigtig mange ansøgere, så konkurrencen om en kollegieplads er hård.
”Det er fedt at folk laver noget kreativt. Det er lidt ligesom en jobansøgning, du skal ikke sende den samme ansøgning til 5 forskellige steder,” udtaler hun, mens hun samtidig understreger, at en kreativ ansøgning ikke er et must.
For Gitte Jakobsen er en god ansøgning stadig udgangspunktet, men den må gerne være et udtryk for, at man er interesseret i Egmont specifikt.
”Der er rigtig mange, der skriver, at beliggenheden er perfekt, huslejen er billig og at der er nogle rigtig gode faciliteter. Det er fint nok, men det er bare ikke det, vi vil have folk ind på,” siger hun.
Ifølge Anne Marie Larsen kan de kreative ansøgninger anses som et optagelseskriterium, selvom det ikke er direkte formuleret.
”Min klare opfattelse er, at de steder, hvor der står, at det ikke er et krav, så er det ikke desto mindre et krav for de fleste, at man laver noget som er sjovt og spøjst og lidt anderledes”, udtaler hun.
Hvad med de dumme og kedelige?
For Anne Marie Larsen er det store problem manglen på boliger. De lange ventelister inspirerer unge mennesker til at ansøge kreativt eller via et karaktergennemsnit, fordi køen på den måde ofte bliver kortere.
”Det er tankevækkende at så mange føler sig nødsaget til at lave en film for at komme ind”, siger hun og spørger: ”Hvad så med alle dem, der ikke er lige så sjove, eller som ikke kan drikke lige så mange øl i en video?”
Hun henviser samtidig til, at den sociale og faglige sammensætning på kollegierne ikke afspejler den sammensætning som studerende er.
”Man risikerer at få nogle kollegier, som ikke er retvisende for den sociale og faglige sammensætning, som studerende er. Det er vigtigt, at man blander folk”, udtaler hun. Ifølge DSF skal adgangen til kollegierne være fair og lige, så det ”ikke handler om, om du ser godt ud eller er super sjov, men hvornår du skal flytte”.
Enkelte kollegier i København har særligt formulerede ansøgningskrav, for eksempel kræves et karaktergennemsnit på minimum 7 på den nye skala for at komme i betragtning til Tietgen Kollegiet og Regensen.
Og selvom det ikke er et udtalt krav at være socialt anlagt for at søge ind på Egmont, så er det, ifølge Gitte Jakobsen, alment kendt, at det er ”et kollegie, hvor det forventes, at man er social”.
Læs også: Studieliv i Ørestaden: Her er space