Overnatning på vandet storhitter: »Man kan jo kalde det en mikroskopisk ø«

Flydende sheltere som det i Hvide Klint ved Halsnæs er vanvittigt populære.
Foto: Halsnæs Kommune

Frit udsyn til nattehimlen kun omgivet af stille, skvulpende bølger. At overnatte på et flydende shelter er for mange danskere det perfekte naturidyl.

Faktisk er idéen så populær, at man må stille sig tålmodigt bagest i køen, hvis man ønsker at bruge lørdag nat ombord det flydende shelter ved Halsnæs. Ventelisten er fra slutningen af marts seks måneder lang.

Shelteret på vandet er det første af sin slags i Danmark, og siden åbningen i 2017 har efterspørgslen været enorm.

– Der bliver booket stort set hver eneste weekend, så målt på det, har det været en stor succes, siger Jakob Lausen, specialkonsulent i natur hos Halsnæs Kommune.

Ideen til det flydende shelter opstod ifølge Jacob Lausen fra et ønske i kommunen om at åbne fjorden for lokalbefolkningen.

– Det er originalt, lidt skørt, relativt nemt at komme til og eksotisk for folk. Og så er muligheden for at overnatte til søs uden at skulle have en båd helt unik, siger han.

Det er en fuldstændig exceptionel naturoplevelse at sove ude på vandet helt afsondret fra den øvrige verden. Man kan jo kalde det en mikroskopisk ø.
Carsten Nørgård, ejer af Mariager Fjord Kajak

Læs også: Hjælp på vej til havnens bløde trafikkanter

Unik naturoplevelse

Succesen i Halsnæs har spredt sig. Sidste forår åbnede Mariager Fjord Kajak ved Hobro et tilsvarende shelter med lige så stor succes. 

– Det er den største efterspørgsel, vi overhovedet har haft. Vi må sige nej til mange, især i weekenderne. Vi solgte overnatningerne over nettet sidste år, og det gør vi ikke igen – der var helt udsolgt på en uge, siger ejer Carsten Nørgaard.

– Det er en fuldstændig exceptionel naturoplevelse at sove ude på vandet helt afsondret fra den øvrige verden. Man kan jo kalde det en mikroskopisk ø. Nu sov jeg selv derude lillejuleaften, og det var en fantastisk oplevelse. Man oplever virkelig kun at være sig selv.

De maritime sheltere appellerer ifølge Carsten Nørgaard særligt til kajakroere, der kan overnatte som led i sejladset. Det er dog ikke ensbetydende med, at der er skarpe krav til fysik eller alder. Alle er velkomne, så længe de kan svømme, siger han.

– Den bedste gruppe, jeg har haft, var otte piger, hvor den yngste var 72 og den ældste var 80. Det var forholdsvist friskt.

Råd til førstegangsovernattende på vandet:

Jakob Lausen – Halsnæs Kommune: Husk liggeunderlag, ferskt vand og at du ikke kan tænde bål på vandet.

Carsten Nørgård – Mariager Fjord Kajak: Husk varmt tøj og sovepose. Vejret snyder, når man er på havet!

Flemming Engtoft – Friluftsrådet: Vær opmærksom på (manglende) toiletforhold. Lid ikke af at gå i søvne!

Almindelige sheltere også et hit

Boomet i reservationerne til at overnatte på vandet kunne umiddelbart se ud til at være opstået ud af det blå. Men den store popularitet er faktisk udtryk for en mere generel tendens herhjemme, siger Flemming Engtoft, bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet.

–  Sheltere på land blev i 2018 meget, meget populære overnatningsformer. Så det er oplagt, at folk skal prøve det, når det kommer ud på vandet.

Læs også: København: Overnatning i det fri hitter

Og de flydende sheltere kommer ikke til at gå væk igen lige foreløbigt. Flemming Engtoft forudser, at vi snart vil se flere dukke op rundt omkring i de danske fjorde, så længe sikkerheden kan garanteres de enkelte steder.

–  Shelterne skal kunne benyttes en stor del af året og ikke bare på de dage, hvor vejret er perfekt, før det giver mening, siger han.

Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udspringer fra et opslag på de sociale medier om overnatning på et flydende shelter. Citaterne stammer fra telefoninterviews med alle tre kilder.