Facebook er et mekka af personlige oplysninger og opdaterede profilbilleder af danskerne, som kan bruges, når politiet skal lede efter kriminelle. Derfor sidder politibetjentene flittigt bag computerskærmene rundt om på de danske politistationer og bruger det sociale medie i deres efterforskning.
»Hvis vi har en voldssag, og man ikke ved, hvem der har slået nogen oven i hovedet. Så prøver vi at gå ind på Facebook og lede efter de personer. I mange tilfælde finder vi personerne på Facebook,» siger Erik Birkestrøm, som er efterforskningsleder i Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.
Som at tage bolcher fra børn
Erik Birkestrøm fortæller, at de bruger Facebook meget i forbindelse med voldssager, hvor man mangler en gerningsmand, som har været på et bestemt værtshus. Mange værtshuse, diskoteker og lignende lægger deres billeder fra aftenen før ud på Facebook, så de er tilgængelige for offentligheden.
»Hvis man går i byen, så bliver der taget en masse fotos, og så bliver de lagt ud på Facebook,« siger han. Så kan politiet selv, eller de kan få offeret til at kigge på billederne og måske ende med at identificere gerningsmanden.
»Og så er det jo næsten, som at tage bolcher fra børn,« siger efterforskningslederen.
Kan afsløre ansigt og omgangskreds
Også hos lokalpolitiet i Nyborg bliver Facebook brugt aktivt i efterforskningen. De bekræfter, at det bruges til at sætte ansigt på personer, som politiet leder efter. Henrik Bjørch, som er vicepolitikommissær i Nyborg, mener, at Facebook er er godt værktøj til at identificere mistænkte.
»Hvis vi nu har nogle billeder fra en overvågning, og vi har nogle navne, men vi ved ikke nødvendigvis, hvordan de pågældende ser ud, så kan vi gå ind og se, om der er nogle billeder inde på Facebook. Og så sige det er ham,« fortæller han.
Facebook kan også bruges til at få et indblik i de mistænktes omgangskredse og se, hvem de er i daglig kontakt med.
»Det giver os adgang til at se folks bekendtskabskreds på en nemmere måde, end vi ellers har haft før,« fortæller vicepolitikommissæren fra Nyborg.
Bruger Facebook hver uge
Begge politibetjente fortæller, at brugen af Facebook og sociale medier i det hele taget stiger hele tiden. For dem er det et nyt element inden for efterforskning, som de ikke har haft før, men som altså nu er blevet en helt normal procedure.
»Vi bruger det jo hver uge. Det bliver mere og mere,« siger Henrik Bjørch.
De åbne profiler afslører
Det er alle danskerne med åbne profiler på Facebook, der gør deres oplysninger og billeder tilgængelige for alle og heriblandt politiet. Det er dog muligt, at holde sin profil lukket, så ens oplysninger skjules. Men det er der mange, som ikke gør, og det er fordi, de ikke kan overskue konsekvenserne af at dele deres private oplysninger, mener Tem Frank Andersen, som er medieforsker på Aalborg Universitet.
»Der er en generation, som ikke tænker på, at når det foregår på nettet, så fungerer det i princippet som ude på gaden eller ude i offentligheden,« siger medieforskeren.
Foto: www.politi.dk
Læs også: