
Børn, der taler flere sprog, kan have svært ved det danske sprog og have et lille ordforråd. De kan nu få gavn af et nyt sprog-projekt.
I Høje-Taastrup har Fritids- og Kulturudvalget nemlig godkendt projektet med titlen “2 Timer om Ugen”, som gennem blandt andet leg og sang hjælper flersprogede børn til at blive endnu bedre til det danske sprog.
“2 Timer om Ugen” er udviklet af Fonden for Socialt Ansvar og er allerede tilstede i Odense, Aarhus, Horsens og Esbjerg. I 2022 modtog Fonden for Socialt Ansvar en bevilling fra Egmont Fonden til, at udbrede projektet til 10 nye kommuner.
Nu skal Høje Taastrup være én af dem.
Formand for Fritids- og Kulturudvalget, Toke Elling (K), er spændt på det nye projekt, men er også bekymret for, om projektet vil lykkes. Det handler især om en ting:
– Lige nu har man ingen frivillige, så man skal jo finde dem, før man ved, om det kan virke, siger Toke Elling.
Toke Elling peger dog på et lignende frivilligt projekt i kommunen, der allerede har vist sig at fungere godt over en længere periode:
– Vi har et lignende projekt for voksne, det hedder Elderlearn. Det er voksne mennesker, der bliver koblet op på hinanden. Det er som regel en frivillig pensionist og så en, der er kommet til landet, som har brug for sprogstimulering. Så bliver de koblet sammen. Det virker. De kører på deres tredje bevilling, så det har kørt i en god periode, fortæller han.
Vi oplever, at man kan se en stor udvikling blandt børnene i sprogklubben. Det er tit, at de frivillige fortæller, at man kan se stor udvikling fra børnene starter, og når der så er gået et halvt år
Arzu Cilek, frivillig koordinator i Aarhus på projektet “2 Timer om Ugen”.
Toke Elling ved endnu ikke, hvornår det nye projekt, der er målrettet børn, er klar, men det forventes at have opstart den 1. juni i år.
Projektet udgøres af to tilbud: Hver uge samles flersprogede børn i sprogklubben i landet, hvor de gennem sproglege og læringsmål, udarbejdet i samarbejde med Syddansk Universitet, styrker sproglige færdigheder i fællesskab.
Projektet, der senere er suppleret med en 1-1 ordning, kaldet “match”, hvor man ugentligt mødes med den frivillige i hjemmet, viser allerede lovende resultater i flere byer som Aarhus og Odense.
Projektet i Høje-Taastrup vil begynde med tre sprogklubber med 10-12 børn i hver klub og opstart af matchaktiviteter med minimum 15 flersprogede børn i match.
Behov for sproglig støtte i kommunen
Fonden for Socialt Ansvar
- Fonden for Socialt Ansvar (FSA) er en dansk nonprofit-organisation
- Organisering af frivillige netværk til støtte for sårbare børn, unge, voksne og familier.
- Drift af projekter som Natteravnene, Bydelsmødre og 2 Timer om Ugen
- Samarbejder med kommuner, virksomheder og fonde for at styrke sociale indsatser.
Kilde: socialtansvar.dk
Fonden for Socialt Ansvar har sendt ansøgningen om projektet “2 Timer om Ugen” til kommunens Fritids- og Kulturudvalg. Udvalget har afsat en integrationspulje på knap 400.000 kroner, der støtter forskellige initiativer med fokus på integration. Det fremgår af ansøgningen, at projektet vil koste 120.000 kroner, som blandt andet skal bruges til koordinering og supervision af frivillige samt uddannelse af frivillige.
Særligt i områderne Taastrupgård og Gadehavegård ses et markant behov for sproglig støtte. Kun henholdsvis 25 % og 34 % af børnene i disse områder har et alderssvarende sprog ved skolestart, mens landsgennemsnittet ligger på 85%. Det fremgår af fondens ansøgning.
Stærke resultater i Aarhus
I Aarhus har projektet kørt siden 2022, og erfaringerne er positive. Ifølge koordinatoren Arzu Cilek for afdelingen med “2 Timer om Ugen” i Aarhus har børnene haft stor gavn af indsatsen:
– Vi oplever, at man kan se en stor udvikling blandt børnene i sprogklubben. Det er tit, at de frivillige fortæller, at man kan se stor udvikling fra børnene starter, og når der så er gået et halvt år, fortæller Arzu Cilek.
Læs også: Nydanskere fra integrations-projekt ender i arbejde
Særligt børnenes tilbageholdenhed ved projektets start bliver hurtigt afløst af bedre selvtillid og et større ordforråd:
– Det handler om, at de simpelthen er tilbageholdende i starten, men i takt med at de kommer hver uge, og der bliver arbejdet med børnene, at de simpelthen får nogle nye redskaber og et bedre ordforråd og egentligt tør at sige mere – og det øger da i den grad deres selvtillid, tilføjer hun.
I Aarhus er projektet vokset markant, hvilket understreger behovet:
– Jeg har 40 børn, der står og venter på en frivillig og tre nye hold af sprogklubben. Så jeg godt og vel 70 frivillige, som jeg skal have rekrutteret, siger hun.
Sådan gjorde vi: Journalisten fandt ansøgningen om “2 Timer om Ugen” på en dagsorden for et møde i Fritids- og Kulturudvalget den 1. april. Det blev dagen efter mødet bekræftet af formanden, at man havde godkendt ansøgningen, og derefter gik journalisten i gang med at foretage opkald til Fonden for Socialt Ansvar, som havde sendt ansøgningen.