Psykisk syge og handicappede får sparekniven

Den såkaldte Revalideringssats til unge handicappede bliver sat ned fra i morgen.

Den såkaldte Revalideringssats til unge handicappede bliver sat ned fra i morgen. Katrine Woel er psykisk syg og mener, at de nye regler er katastrofale for de mennesker, der får revalidering efter i morgen.


Forestil dig, at du er studerende, hører stemmer, sidder i rullestol, eller har et andet psykisk eller fysisk handicap. Det er virkeligheden for flere tusinde danskere, der får en økonomisk håndsrækning af kommunen for bedre at kunne overkomme deres studium. Håndsrækningen kaldes revalidering og Folketinget har i forgårs besluttet at nedsætte den for unge under 30 år uden børn fra ca. 16.000 til ca. 10.000 kroner om måneden før skat.
 

Katrine Woel har været på revalidering siden hun var 25, fordi hun lider af skizofreni og desuden slås med en bindevævssygdom. I dag er hun over 30, men hun kan sagtens forestille sig, hvordan det ville være, hvis hun skulle have klaret en uddannelse på en lavere revalideringssats.
 

»Jeg har medicinudgifter for ca. 1000 kroner om måneden. Den tusse andre mennesker bruger på ferier og fornøjelse, bruger jeg på medicin«, siger Katrine, der fik en bindevævssygdom på grund af det antipsykotiske medicin.
 

Medicinfri

Katrine får i dag ikke medicin for sin psykiske lidelse, men har altså stadig store udgifter til medicin på grund af sin bindevævssygdom.
 

»I dag kan jeg tackle min psykiske lidelse med terapi. Jeg har lært at stoppe de irrationelle tanker«, siger Katrine.
 

Udover udgifter til medicin har hun også store transportudgifter, fordi hun tit skal på hospitalet.
 

»Det gør, at man har behov for flere penge, når man er syg«, siger Katrine, der mener, at det bliver irrelevant at søge revalidering, fordi den bliver for lav, når de nye regler træder i kraft den 1. april.

Ydelsen er for lav
»Hvis jeg stod og skulle have revalidering efter de nye regler, tror jeg ikke, jeg ville have søgt om det, fordi ydelsen simpelthen er for lav til at man kan klare sig på den«, siger Katrine.
 

De nye regler kommer ikke til at påvirke folk, der allerede har fået tilkendt revalidering. Det er derfor kun mennesker, der søger om revalidering efter 1. april 2011, der bliver ramt af loven.
 

De nye regler blev i forgårs stemt igennem af et snævert flertal i Folketinget bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Konservative.

Læs også

Unge handicappede får sparekniven

Unge handicappede får sparekniven

20000 kommer i klemme med regeringens efterlønsreform

politiken.dk/politik/ECE1157783/20000-kommer-i-klemme-med-regeringens-efterloensreform/